Filmstriben anbefaler:

‘Ordet’ af Carl Th. Dreyer

Af
Af cand.mag. Mattias Blicher

Vangede Bibliotek.

At vågne fra de døde er normalt noget, vi forbinder med gys og gru på film, men det kan også være et lykkeligt mirakel, som påsken minder os om. Og det er opstandelsen også i Carl Th. Dreyers ‘Ordet' fra 1955.

'Ordet' skildrer to religiøse familier i Vestjylland på et tidspunkt i 1920'erne. Morten Borgen er gårdejer og bragte den grundtvigianske tro til egnen, men selvom han er en stålsat herre, er det ikke lykkes ham at videregive troen til den ene af sine tre sønner, der alle bor på gården.

Mikkel deler nemlig ikke sin fars tro. Det gør de to andre sønner, men troen volder også dem problemer. Johannes, der har læst teologi, er blevet sindssyg og tror, han er Jesus, og Anders kan ikke blive gift med skrædderens Anne, da hendes familie er indremissionsk og indædt modstander af grundtvigianismen.

Troen er i ‘Ordet' en hårdknude af dogmer, fortvivlelse og vrede, som spændes endnu mere, da Morten aggressivt konfronterer Annes far med sin søns ægteskabsønske, mens der krydsklippes til Mikkels kone Inger, der i barselssengen føder en dødfødt søn og selv dør.

På samme måde er filmen også svær og anstrengende at komme ind på, men hvis man gør sig besværet, er tiden og anstrengelserne givet utrolig godt ud.

Med lange dvælende indstillinger betragter filmen mesterligt sine karakterer fra afstand (der er kun tre nærbilleder i hele filmen) og lader enkelt, men præcist de små stuer og den vilde natur indramme de to familier.

Den langsomme stilhed er lige så sigende som de ord, der ytres, og det kræver ikke bare megen opmærksomhed, men også en form for respekt at give sig hen til 'Ordet'.

Miraklet indtræffer

Men ligesom man sidder der og veksler mellem at overgive sig til altings uløselighed og forsøge at finde en mening i de forknytte liv, så begynder de to fædre at nærme sig hinanden.

Ingers død synes at have haft en forsonende effekt og blødgjort de to ellers ubevægelige patriarker en smule. Og pludselig sker det. Inger genopstår efter, at den rablende Johannes sammen med Inger og Mikkels ene datter har bedt ved kisten til Gud.

Det virker provokerende at lade et decideret mirakel indtræffe i den kølige perfektion og minimalistiske renhed, som møjsommeligt er blevet opbygget. Men det gør samtidig miraklet nærværende. Vi bliver bedt om at frisætte og rense opstandelsen for de tanker og holdninger, som vi ellers har til religion og tro og bare betragte, lytte og lade tingene gå sin gang.

‘Ordet' er en film om religion, men om det er en religiøs film, er sværere at svare på. Dreyer var ikke selv udpræget troende, og ‘Ordets' helt store styrke er at blotlægge menneskene - ikke bag - men i selve religionen, og det gør den til et værk uden sidestykke i vel hele filmhistorien.

Den 20. marts i år var det 50 år siden, at Dreyer døde. Han havde lige siden, han så Kaj Munks skuespil af samme titel i 1932 villet filmatisere det.

Først 23 år senere lykkedes det. Men det var ventetiden værd. ‘Ordet' vandt nemlig flere priser end hans andre film tilsammen og regnes for en af Dreyers bedste film - hvis ikke den bedste.

Publiceret 06 April 2018 09:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV