Ugens læser:

Direktør Tine Aurvig-Huggenberger

Tine Aurvig-Huggenberger, direktør for Kreativitet & Kommunikation, brancheforeningen for rådgivende kreative erhverv. Bor på husbåd i Københavns Sydhavn.

Hvilken roman har du sidst læst?

“'Dødevaskeren' af Sara Omar. Det er en rystende bog, et rystende stykke litteratur. Disse modige unge mennesker, som tager den hårdeste kamp mod religiøs og kulturel formørkelse fortjener al opbakning i hele verden.”

Hvem er din favoritforfatter?

“Augustin Gomez-Arcos, Jean Christophe Grange, Hillary Mantel. Augustin Gomez-Arcos er en spansk forfatter, der blandt andet har skrevet bogen 'Mandelbrødet', der er en fantastisk uafrystelig bog om Franco-tidens Spanien, som tidligt åbnede mine øjne for spansk litteratur. Jean Christophe Grange er en fransk thrillerforfatter, som skriver så brutalt og spændende, så jeg altid læser hans bøger i ét stræk. Hillary Mantel er engelsk forfatter, der har skrevet en blændende historisk roman 'Wolf Hall' om en af mine yndlings-tidsperioder: England under Henrik den 8. og Elisabeth den 1.”

Hvad er din favoritgenre?

“Historiske romaner og gode krimier. Jeg elsker velskrevne historiske romaner, hvor kombinationen af, at jeg bliver klogere og samtidig er godt underholdt, er absolut tiltrækkende. Man går aldrig galt i byen af en god krimi. De senere år er der kommet rigtigt mange gode forfattere, som bidrager med gode personskildringer og dybe plot.”

Har du nogensinde opgivet en bog?

“Jeg har prøvet at komme igennem 'Ulysses' af James Joyce cirka fem gange. Nu må jeg konstatere, at den bog ikke vil mig.”

Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?

“'Historien' af Elsa Morante. Især i en tid, hvor verden og ikke mindst verdens ledere gakker ud, er det godt at blive mindet om, hvad der er på spil.”

Publiceret 03 May 2018 17:00

SENESTE TV