Filmstriben anbefaler døde giraffer på skærmen

Af
Af cand.mag. Mattias Blicher

Vangede Bibliotek

En giraf synker sammen. Den kæmper en på forhånd tabt dødskamp. Safariguiden sørger for, at der holdes en behørig afstand til dyret, mens den ånder ud.

Skuddet traf giraffen rent nok, men et så stort bytte kan være svært at nedlægge med blot ét skud. I baggrunden iagttager en flok giraffer deres døende artsfælle, mens de langsomt bevæger sig væk fra åstedet. De må modvilligt efterlade en af deres egne.

Og så er det tid til at posere ved det nedlagte dyr. Giraffens skind børstes til med lidt savannestøv, den får stoppet nogle blade i munden, og Gerald, der har skudt giraffen, tager girafhovedet op på sin skulder og gør sig klar til at blive fotograferet.

Østrigske Ulrich Seidl stiller i sin dokumentar ‘Safari' fra 2016 skarpt på trofæjagten. Safaritursime er blevet en stor forretning i Afrika, og der er farme dedikeret til kun at opdrætte vilde dyr for at sikre, at kunderne får et bytte af den rette kvalitet.

I ‘Safari' ser vi også, hvordan dyret bliver flået og slagtet - et arbejde, som safarituristerne sikkert ikke engang overværer på noget tidspunkt.

Men ‘Safari' er ikke en egentlig kampagnefilm imod safariturismen. Seidl ønsker ikke som sådan at gå i kødet på safariindustrien. Han er mere interesseret i at blotlægge den menneskelige natur i jagten på dyretrofæerne, og det gør han med en ekstremt iscenesættende stil, der er med til at kommentere selve spørgsmålet om, hvilke værdier og hvilken moral, jægerne besidder.

Tykke kroppe i badetøj

Vi møder et ældre ægtepar, Manfred og Inge. Sammen solbader de med deres tykke kroppe i badetøj, men Manfred tager alene på jagt.

Han sidder i et jagttårn og venter i timevis på, at det rette dyr skal komme forbi. Ventetiden kan dog blive for lang, og Manfred blunder indimellem hen godt hjulpet på vej af de øl, han har drukket.

Vi møder også patriarken Gerald og hans familie, der entusiastisk forklarer, hvordan jagten nærmest er et udtryk for karakterstyrke og åndelig kultivering, mens de er omgivet af alverdens udstoppede dyrehoveder.

‘Safari” er på mange måder et grotesk og absurd portræt af safariturismen, og den verden, de medvirkende beskriver, virker langt fra den virkelighed, de er en del af.

Men den dokumentariske iscenesættelse spejler ikke bare jagten som en iscenesat og orkestreret begivenhed. Filmens kunstighed mimer ikke kun det unaturlige i jagten. Iscenesættelsen har også et skær af hensynsløs udstilling over sig, selvom det er klart for de medvirkende og publikum, at Seidl ikke er ved at lave en camoufleret dokumentarisk fælde.

Sniger Seidl sig stille og roligt ind på safarituristen som et bytte og rammer vedkommende med sit kamera, når paraderne er nede? Er det en form for poetisk retfærdighed?

‘Safaris' enkle og simple greb sætter tankerne i gang. Filmen er både stilistisk og tematisk beslægtet med Seidls ‘Paradis'-trilogi om sexturisme, som gav ham det store internationale gennembrud.

Men hvor ‘Paradis'-trilogien i sidste ende er fiktion, er ‘Safari' dokumentar. Grænsen er ved første øjekast uklar og endda måske ligegyldig, men en væsentlig forskel på filmene er, at ‘Safari' i højere grad giver plads til refleksioner og nuancer, og det er med til at skabe en lige dele tankevækkende, modbydelig og grotesk oplevelse.

Publiceret 12 May 2018 11:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV