Kristina Nya Glaffey:

Biblioteket anbefaler hurtigt læst fortælling om lesbisk forældrepar

Af
Af litteraturformidler Kasper Garnak Rasmussen

Gentofte Hovedbibliotek

“Når Emma og mig bliver voksne, skal vi bo på en stor gård sammen med vores mænd eller koner lidt ligesom Emil fra Lønneberg bare uden ham den sure far. Busser siger, at hvis vi kommer til at kede os efter at have plukket blåbær hele ugen, kan vi altid stige på bussen fra Småland i weekenden og tage med hende og mor i biografen.

Men mor synes, det er en dejlig idé med Lønneberg, og at hende og Busser skulle tage og flytte med til Sverige og købe en ødegård.

Busser siger, at mor må have spist søm, og om hun godt er klar over, at der ikke er nogen butikker i nærheden, hvor man kan købe bland-selv-slik, og at folk derovre kun interesserer sig for elgjagt og krebsegilde og majstænger, som er en rund krans med en pind igennem, som betyder noget, Emma og mig er for små til.

Mor siger, at så kan hende og Busser i stedet arve mormor og morfars hus og flytte på landet, og Busser siger, at så kan Bent til gengæld få ødegården i Sverige.

Busser siger, at folk der bor uden for København er lidt mærkelige, fordi de næsten aldrig går på biblioteket eller på museum og kun lægger fliser i deres indkørsel og slår deres græsplæne, og mor siger, at Busser får stuearrest, hvis hun ikke holder op med at fylde Emma og mig med sit sludder.”

”Emma og mig” er det tvillingepar som denne utroligt morsomme historie fortælles igennem, og det er netop i grebet med at lade alle replikker filtrere gennem børnene, at komikken opstår.

Det gælder, når det lesbiske forældrepar, der består af mor og Busser, diskuterer opdragelsesmetoder, udlægger vores samfund, lufter deres mere eller mindre politisk korrekte holdninger og fordomme, og på en gang både forsøger at leve op til og distancere sig fra de forventninger, der knytter sig til at være en regnbuefamilie på Nørrebro.

Der er ikke meget, der bliver forbigået hos det meget talende par, og som fortællingen skrider frem, får vi den ene humoristiske beskrivelse efter den anden af de miljøer, børnene og deres forældre er i berøring med.

Det eneste dårlige, der er at sige om bogen, er, at den er alt for hurtig læst, men heldigvis har Kristina Nya Glaffey skrevet en to'er, nemlig 'Mor og Busser skal skilles', og det bliver det ikke mindre morsomt af.

Kristina Nya Glaffey voksede op i Frederiksværk i Nordsjælland. Hun gik på Forfatterskolen i København fra 2003-05.

Nya Glaffey debuterede med 'Lykkejægere' i 2007 og i 2012 udkom 'Padder og krybdyr', som handler om en ung, lesbisk kvindes overvejelser om at blive mor, og hvordan det vil være at leve som homoseksuel forælder i et heteronormativt samfund.

'Mor og Busser' udkom på Forlaget Gladiator i 2014. Bogen er illustreret af billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg.

Kristina Nya Glaffey, der debuterede med ’Lykkejægerne’ i 2007, leverer med ’Mor og Busser’ en utrolig morsom historie. Pressefoto

Kristina Nya Glaffey, der debuterede med ’Lykkejægerne’ i 2007, leverer med ’Mor og Busser’ en utrolig morsom historie. Pressefoto

’Mor og Busser’ beskriver gennem barnets øjne en lesbisk kernefamilies hverdag. Pressefoto

’Mor og Busser’ beskriver gennem barnets øjne en lesbisk kernefamilies hverdag. Pressefoto

Publiceret 14 May 2018 06:00

SENESTE TV