Filmstriben anbefaler:

’God’s Own Country’ af Francis Lee

Af
Af Jakob Haväng. Gentofte Hovedbibliotek

I denne uge anbefaler vi et moderne kærlighedsdrama fra Yorkshires vindblæste bakker. En britisk 'Brokeback Mountain' er den blevet kaldt - Francis Lees spillefilmdebut 'God's Own Country'.

Historien henleder først og fremmest tankerne til Emily Brontës 'Stormfulde Højder'. Ikke bare på grund af de betagende omgivelser - det omkringliggende vilde hedelandskab - men også på grund af de undertrykte og uforløste følelser.

Hovedpersonen Johnny (Josh O'Connor) er inderligt træt af den slidsomme tilværelse på familiens forfaldne gård. Mange har givet op og har forladt denne del af det nordengelske landdistrikt til fordel for civilisationen.

Bondesønnen Johnny hører til dem, som er blevet tilbage. Moderen er for længe siden forsvundet ud af billedet. Faderen (Ian Hart) er delvist lam efter et slagtilfælde og ikke i stand til at lave meget andet end at ose af bitterhed og skuffelse over livet og sønnen.

Helt alene udfører Johnny de tungeste opgaver på gården, uden nogen større entusiasme. Virkeligt målbevidst er Johnny kun på pubben. Da hans far ansætter en sæsonarbejdende rumænsk mand, Gheorghe (Alec Secareanu), for at lette arbejdet, tager livet dog pludselig en drejning. For den afstumpede Johnny bliver det en øvelse i nærhed.

Den største udfordring for Johnny er ikke at komme ud af skabet - det er han allerede - men hvordan han kan komme ud af sin emotionelt hæmmende skal. Filmen gør altså ikke noget stort nummer ud af Johnnys seksuelle orientering eller mangel på accept i det landlige miljø, men fokuserer i stedet på Johnnys modvilje mod at udvikle noget, som kunne ligne en nær relation.

Francis Lee har sagt, at han vil lade billederne tale. At påstå, at han lykkes, er en klar underdrivelse. Kameraet hviler på menneskene og oftere nede i mudderet end på de flotte bakketoppe - hvilket gør filmen endnu mere kraftfuld. Dialogen er også barsk og træg. I stedet leveres det med krop og sjæl. Det er strålende indsatser fra alle involverede.

Instruktøren sætter en ære i aldrig at vende blikket bort eller forskønne billedet. Her, siger han, er livet: Dampende og beskidt og ikke sjældent brutalt smukt. Værsgo'!

Publiceret 16 May 2018 18:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV