Efterlysning:

Har du Jens Søndergaard hængende?

Har du et kunstværk af Jens Søndergaard - ja så vil Øregaard Museum meget gerne høre fra dig

Har du et værk eller noget andet, hvor der står kunstneren Jens Søndergaards navn på? Til efteråret sætter Øregaard Museum nemlig fokus på en af Danmarks mest banebrydende ekspressionister, nemlig maleren Jens Søndergaard, der levede fra 1895 til 1957. Hvis du har et værk, så vil museet meget gerne høre fra dig.

“Mange af Jens Søndergaards værker befinder sig i privateje og har ikke tidligere været tilgængelige i udstillinger. I forbindelse med museets kommende udstilling vil vi gerne i kontakt med ejere af værker af kunstneren. Det kan være, du har et motiv, der gengiver Købehavn eller området nord for hovedstaden? Eller måske har nogle i din familie kendt Jens Søndergaard og har nogle sjove anekdoter, som I gerne vil dele med andre?,” skriver Øregaard Museum i en pressemeddelelse.

Land og by

Jens Søndergaard er i dag mest kendt for sine storladne billeder af den jyske vestkyst. De færreste er klar over, at han også gengav pulsen i et moderne København. Dette oversete aspekt folder Øregaard Museum nu ud i udstillingen til efteråret, der får titlen 'Jens Søndergaard – Mellem Hav & by'.

Jens Søndergaard blev født i Thy, og i 1913 fik han svendebrev som skilte- og bygningsmaler. Men han ville være kunstner, og i 1919 blev han optaget på Kunstakademiet i København.

Det blev dog til et kort forløb, for allerede i 1920 holdt han op, da han synes undervisningen var utidsvarende. Han gik i stedet sine egne veje og fik fodfæste i det københavnske kunstliv omkring Grønningen, der som han havde en antiautoritær tilgang til kunstens rolle i samfundet. Fra 1930 fik han atelier på Rådhuspladsen, og herfra malede han udsigten til det trafikale knudepunkt.

Mens somrene meget ofte blev tilbragt i Jylland, blev København og egnen nord for omdrejningspunk for hans liv i vinterhalvåret.

Skriv til museet

Hvis du ligger inde med ting, du tror, kan være interessante for Øregaard Museum, så er du meget velkommen til at skrive til museumsinspektør Lotte Nishanthi Winther på lnw@gentofte.dk inden 1.juli.

Publiceret 18 May 2018 21:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV