Filmstriben anbefaler:

’Kvinden fra Brest’ af Emanuelle Bercot

Af
Af bibliotekar Dina Lemming Pedersen

Gentofte Hovedbibliotek

At Sidse Babett Knudsen taler et smukt svensk, hørte vi i filmen 'Se til venstre, der er en svensker' fra 2003. I 'Kvinden fra Brest' giver hun den gas på formfuldendt fransk, og det er forrygende.

Filmen bygger på en skandale i Frankrigs medicinalindustri, hvor ca. fem millioner franske patienter gennem 33 år fik ordineret midlet Mediator, udviklet af producenten Servier.

I 2007 opdagede lungelægen Irène Frachon, at mange af hendes patienter, som fik hjerteanfald, netop havde recept på Mediator, en populær, insulinregulerende slankepille, der blev givet til diabetespatienter, men også til overvægtige generelt.

Frachon og hendes hold af læger og forskere forsøger at råbe myndighederne op, men medicinalindustrien og det statslige organ, der burde føre tilsyn med den, viser sig at være tæt forbundne.

Frachon arbejder på universitetshospitalet i Brest i Nordfrankrig, og holdet bliver derfor latterliggjort og hånet, fordi de kommer fra 'udkantsfrankrig'.

Det har store omkostninger, både privat og arbejdsmæssigt, at sætte sig op imod de store spillere, men Frachon bider sig fast og giver ikke op, selvom andre undervejs bukker under for presset.

Babett Knudsen er fantastisk som ildsjælen Frachon, og der bliver brugt store armbevægelser og bandet på dansk undervejs (Frachon er blevet udstyret med dansk baggrund).

Babett Knudsen er blevet castet til filmen via sin rolle i 'Borgen' og er i øvrigt uddannet skuespiller fra Paris i 1990, hvilket forklarer det flotte franske.

Filmen varer to timer, og Berlingske Tidende skriver, at der med fordel kunne være luget ud i de mange detaljerede beskrivelser af retssager og research, operationer og politiske manøvrer.

Men som Information skriver, så er det lidt af en præstation at gøre udarbejdelsen og publiceringen af en forskningsartikel til et fungerende spændingselement!

Selv kendte jeg ikke til sagen, eller udfaldet af den, og fulgte spændt med i Davids kamp mod Goliat.

Publiceret 23 May 2018 16:45

SENESTE TV