Filmstriben anbefaler drama om manden, der fik verden klistret til fjernsynsskærmen

Af
Af Thomas Kastberg

Gentofte Hovedbibliotek

‘Jacques - en mand af havet' er et fransk drama om den store franske opdagelsesrejsende, biolog og filmmager, Jacques Cousteau, der levede fra 1910-1997. Den er bl.a. baseret på hans ældste søn Jean-Michels bog om sin far.

I 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne var Cousteau vanvittig populær på grund af TV-programmerne, der blev lavet fra det gode skib Calypso, en britisk minestryger, hvorfra han kortlagde verdenshavene. Calypso var udrustet med ubåd, helikopter, filmstudie og laboratorier og var den perfekte base for udforskningen af verdens have og floder. Familier over hele verden sad klistret til fjernsynsskærmen, når serien ‘Havets hemmeligheder' blev vist .

Hovedfokus i denne film ligger i årene 1949-1979, hvor man får et indblik i de forskellige stadier af hans liv. I starten som en ung marineofficer, senere som revolutionerende dykker og filmmand og til sidst som aldrende miljøforkæmper.

I starten opfinder han bl.a. den såkaldte Aqua-lung, en lungeautomat, der gjorde det muligt at svømme frit under vandet. Han er gift med den trofaste Simone (gribende portrætteret af stjernen Audrey Tautou), og de har to drenge, Jean-Michel og Philippe, der bliver oplært i at dykke allerede som små. Det ligner et lykkeligt eventyr. Men filmen er på ingen måde et skønmaleri af Jacques Cousteau. Faktisk var han lidt af en egoist.

For hans passion gjorde ham så ensporet, at hans kone og to sønner forblev en andenprioritet livet igennem. Han havde flere elskerinder og favoriserede tydeligt Philippe, som blev tilknyttet Calypso efter endt kostskole-ophold. Jean-Michel begynder i stedet at læse til arkitekt med speciale i undervandsbyggeri.

Men med tiden får Philippe nok af blot at være den berømte Cousteaus søn. Han ønsker sig fri af faderens manipulerede og overfladiske eventyrfortællinger og retter i stedet fokus på en mere miljøbevidst forskning, hvilket i starten afføder nogle gevaldige konfrontationer far og søn imellem.

Men på en halsbrækkende forsoningstur til Antarktis i 1972 får Jacques en åbenbaring. Pludselig ser han den vidunderlige natur, den rene luft, stilheden ved isbjergene og det fantastiske lys over Antarktis' bjerge og fjorde.

Han ændrer kurs og bliver den miljøaktivist, han er kendt for på sine ældre dage. Sammen med Philippe indleder de det fælles naturbeskyttelsesprojekt The Cousteau Society. Men i 1979 indtræffer katastrofen, da Philippe omkommer i et flystyrt.

Lambert Wilson (kendt fra ‘Om Guder og mænd') gør det fænomenalt i rollen som Cousteau. Den fysiske lighed er slående - især som den aldrende Cousteau. Den er instrueret af franskmanden Jérôme Salle der brugte 7 år på research.

Filmen indeholder nogle enestående undervandsbilleder fra Antarktis, der næsten tager pusten fra én - samt en imponerende lydside. Den er også en glimrende skildring af en udvikling fra en naturopfattelse, hvor man fokuserede på erobring og udnyttelse til en mere bevaringsorienteret og økologisk tankegang.

‘Jacques - en mand af havet' formår at rumme meget i dens to timer lange spilletid. Men selvsagt ikke alt. For Cousteau var en kompleks mand og havde mange kasketter. Man får i hvertfald lyst til at ‘dykke dybere' ned i hans virke, når man har set denne film.

Publiceret 30 May 2018 20:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV