Filmstriben anbefaler:

Romantisk komedie med kant efter roman af Nick Hornby

Filmstriben anbefaler ’About a boy’, hvor Hugh Grant spiller forrygende og med perfekt komisk timing

Af
Af cand. mag. Lene Schaumann

Gentofte Hovedbibliotek

Nick Hornby har endnu engang skrevet bogen bag filmen, vi i denne uge anbefaler fra Filmstriben.

'About a boy' er fra 2002 og har Hugh Grant i den ene hovedrolle som den evige ungkarl, 38-årige Will Freeman, der udelukkende lever af royalties fra sin afdøde fars julehit 'Santa's Super Sleigh'.

Den anden hovedrolle spilles denne gang ikke af en ung, smuk kvinde, men af den dengang 12-årige Nicholas Hoult. Og han gør det ikke mindre end fremragende som drengen Marcus Brewer.

Wills liv som rig, arbejdsløs ungkarl består i at dele dagen op i lige store bidder, så tiden ikke kommer til at føles for lang.

Dater enlige mødre

En bid kan være at gå til frisør. En anden at se et tv-show med en kop kaffe fra sin dyre, fuldautomatiske espressomaskine.

Han er selvfølgelig også interesseret i at date kvinder, men er slet ikke parat til andet end korte forhold. Da han én gang, på en blind date arrangeret af et vennepar, bliver sat sammen med en enlig mor, finder han ud af, at enlige mødre da faktisk er ret sjove at date. De er ikke interesserede i noget fast pga. børnene, men vil gerne have det sjovt og nyde livet sammen med Will.

Så han får den, synes han selv, fantastiske idé at opdigte et barn og troppe op som enlig far i en enlig forældre-gruppe i det lokale forsamlingshus.

Her møder han Suzie, som det lykkes ham at få en date med. På selve daten har Suzie ikke kun sit eget barn med, men også 12-årige Marcus, da Marcus' mor ikke har det særligt godt for tiden.

Daten går overraskende godt, men ender med, at de alle kommer hjem til Marcus og finder Fiona, Marcus' mor, på sofaen, hvor hun har prøvet at begå selvmord ved at tage piller.

De kommer i hujende hast på hospitalet, og Fionas liv er heldigvis reddet. 12-årige Marcus er efter denne oplevelse fast besluttet på at få sin mor til at få det godt og blive glad igen. Så han arrangerer en date mellem Will og sin mor, som slet ikke fungerer. Marcus er dog ikke helt villig til at slippe Will og begynder at besøge ham hver dag efter skole.

Will ved ikke helt, hvad han skal stille op med denne dreng, men ender med at lade ham komme indenfor, og de to bliver lige så stille venner.

Hugh når han er bedst

Hvis du kun skal se én film med Hugh Grant i dit liv, så skal du vælge 'About a boy'. Her spiller Hugh Grant så forrygende og med så perfekt komisk timing, at du helt glemmer filmens alvor og dybde, men du får samtidig en meget vedkommende og rørende film med i købet.

Toni Colette gør det, som sædvanligt, også fortræffeligt i denne film, som den psykisk syge alenemor, der, trods sin sygdom, prøver at få dagligdagen til at fungere for sin 12-årige søn Marcus.

Hun er fuldstændig blind for, at han bliver mobbet i skolen af de store drenge, ikke har nogen venner og har sin mors psykiske tilstand in mente i alt hvad han gør. Marcus vil bare gerne have, at hans mor bliver glad og lykkelig. Men det er ikke så let for en 12-årig at lykkes med denne opgave.

Med 16 år på bagen er filmen ikke forældet, som man måske skulle tro, men mere aktuel end nogensinde. Den tager tabulagte emner op, som psykisk sygdom og mobning, som først i dag er ved at være noget, som vi er begyndt at tale åbent om og så småt begyndte at aftabuisere. En romantisk komedie, der berører emner som mobning og psykisk sygdom, lyder ikke umiddelbart som en fremragende filmisk cocktail, men netop fordi spillerne er så velcastede, som de er, så går denne film op i en højere enhed og lykkes med sit projekt. Se den i sommervarmen med en kop is-te eller en Gintonic i hånden. Men husk lige et lommetørklæde i den anden hånd.

Publiceret 08 June 2018 07:00

SENESTE TV