Filmstriben anbefaler ‘Stille lys’

Af
Af cand.mag. Mattias Blicher

Vangede Bibliotek

‘Stille lys' slutter med en solnedgang og derefter et fuldkommen sort billede. Når man sidder der og stirrer ind i den afgrundsløse sorthed, er det med en sitrende fornemmelse af at have overværet noget nærmest guddommeligt.

‘Stille lys' er mexicanske Carlos Reygadas' mest stringente og strammest forløste film til dato. Den er enkel, kraftfuld og storslået i sin skildring af uforløst kærlighed og tro i et mennonitsamfund i Mexico.

Johan bor på et landbrug med sin familie langt fra storbyen og det moderne liv. Den kristne tro fylder meget i Johans dagligdag, og det gør en affære med en kvinde også.

I et samfund, hvor utroskab er lige så syndigt som skilsmisse, er affæren skrap kost, og Johan og Marianne vælger at gøre en ende på deres sidespring.

Men snart bliver Johans forhold til sin tro udfordret igen. Efter affæren er slut, omkommer Johans kone Esther ved et slagtilfælde under et heftigt regnskyl.

Måske af sorg over, at Johan er ulykkelig i deres ægteskab. Måske for at give Johan muligheden for at skabe sig det liv, han ønsker sig med Marianne. Eller måske bare ved en tragisk tilfældighed.

Under alle omstændigheder er Johan overladt til sin egen selvbebrejdelse, skyldfølelse og skam.

Underligt virkelig

Reygadas væver sælsomt og møjsommeligt karaktererne, der alle er amatørskuespillere fra det mexicanske mennonitmindretal, ind i de landlige omgivelser og skaber derved en film, der er underligt virkelig og nærmest bogstavelig talt håndgribelig.

Især lyset spiller en afgørende rolle og giver de pittoreske tableauer en naturlighed og sanselighed, der leder tankerne i retning af danske kunstmalere som Vilhem Hammershøi og P.S. Krøyer.

Inspirationen fra en anden dansker, Carl Th. Dreyer, og hans filmatisering af Kaj Munks skuespil ‘Ordet' bliver også tydelig i løbet af filmen, og ‘Stille Lys' citerer ‘Ordet' i flere centrale passager.

Alle de medvirkende i 'Stille lys' er amatørskuespillere fra den provins, som filmen foregår i.

Alle de medvirkende i 'Stille lys' er amatørskuespillere fra den provins, som filmen foregår i.

Problematisk længsel

Filmen er dog stadig helt sin egen, og en af de mest rørende og sigende sekvenser foregår ved en bæk, hvor Johan og Esther vasker de mindste, mens de ældste i børneflokken flyder afslappet rundt som menneskelige åkander.

Reygadas synes at foreslå en anden form for væren. Ikke at det frydefulde øjeblik ved bækken i sig selv er et alternativ til en kompliceret tilværelse. Scenen er nærmere en betoning af det problematiske ved at længes efter og dyrke forestillingen om, at det problemfrie liv er lige indenfor rækkevidde.

Det problematiske ved at hugge livet i stykker i uendelige øjeblikke frem for at leve og acceptere det i dets udstrakthed med alt, hvad det indebærer.

At tage livet på sig og med sig er både smukt og grusomt, og Reygadas formår i ‘Stille lys' at smelte stunder af ren visuel ekstase sammen med de tungere sider af livet og ender med et imponerende helstøbt værk, der rummer eksistentiel tyngde og svævende skønhed.

Publiceret 15 June 2018 20:00

SENESTE TV