Ugens læser vender tilbage til fortælling om en ung mand, der farer vild i livet

Conrad Fields, 48 år, forfatter til romanen 'I hans øjne så jeg Døden'.

Hvilken roman har du sidst læst?

“'Den sidste Don' af Godfather-forfatter Mario Puzo. En historie om magt, ære og svigfuldhed. Et portræt af en italiensk/amerikansk familie, der er helt i toppen af fødekæden i det amerikanske samfund, hovedsageligt på grund af korruption, politisk magt og et ældgammelt siciliansk syn på samfundet som fjenden.”

Hvem er din favoritforfatter?

“Jeg kan ikke sige, at jeg har en særlig favoritforfatter, men der er to samtidige forfattere, jeg elsker. Den ene er amerikanske Jonathan Franzen, som jeg synes hudfletter moderne familieforhold eller menneskelige forhold og karakterer eminent. Jeg elsker 'Korrektioner og Frihed'.

Den anden er franske Michelle Houellebecq, der skriver så intelligent og i sine romaner skaber nogle samfund, jeg finder meget tankevækkende. Hver gang man læser hans bøger, bliver man nødt til at tage stilling til sin egen måde at leve på.”

Hvad er din favoritgenre?

“Jeg kan lide historiske romaner og realisme i alle former.”

Har du nogensinde opgivet en bog?

“Ofte. Jeg har p.t. 4-5, der ligger i dvale.”

Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?

“En bog, som jeg selv har læst flere gange er 'Troldmanden' af John Fowles. Den minder mig om en af mine andre favoritter, Herman Hesses 'Steppeulven', med dens gådefulde plot og personager. Det er på den ene side et interessant portræt af 1960'ernes London, men i høj grad en spændende bog om en ung mand, der er faret vild i livet og tager til Grækenland for at undervise i engelsk. På en lille græsk ø møder han en patriark, der har en/nogle kvinde(r) omkring sig, som han forelsker sig og fortaber sig i. Man bliver del af et spil, og jeg kan aldrig helt gennemskue hele handlingen.”

Forfatter Conrad Fields er ugens læser. Pressefoto

Forfatter Conrad Fields er ugens læser. Pressefoto

Publiceret 15 June 2018 10:00

SENESTE TV