Renee Zellweger gør det godt i hovedrollen som Bridget Jones.

Renee Zellweger gør det godt i hovedrollen som Bridget Jones.

Filmstriben anbefaler: Mød en hæmningsløs og hylende morsom singlepige

De to første filmatiseringer af Helen Fieldings bøger om det besværlige singleliv er nu kommet på Filmstriben

Af
Cand.mag. Lene Schaumann

Gentofte Hovedbibliotek

På Filmstriben kommer der løbende nye film, samtidigt med, at der også løbende bliver fjernet film. Et par af de senest ankomne film er den hylende morsomme filmserie om den engelske singlepige Bridget Jones.

Filmene er lavet over forfatteren Helen Fieldings bøger 'Bridget Jones’ dagbog' og 'Bridget Jones - på randen af sund fornuft', som filmene også er navngivet efter. Der findes endnu en film i serien, 'Bridget Jones’ baby', men den er endnu ikke kommet på Filmstriben.

I film nr. ét møder vi singlepigen Bridget Jones (Renée Zellweger), der sidder alene i sin lille lejlighed, har uglet hår og drikker bobler, mens hun skråler med på 'All by my seeeeeelf'. Det er nytårsaften, og hun beslutter, midt i al sin ynkelighed, at nu må det være slut. Fra nu af vil hun forsøge at tabe sig, se bedre ud, score flotte mænd og ende i et forhold, der forhåbentlig også kunne ende med, at hun måske blev gift.

Hun tager udfordringen op og begynder at flirte hæmningsløst med sin chef, Daniel Cleaver, spillet forrygende af Hugh Grant.

De to indleder et forhold, men samtidigt skubber hendes mor på i kulissen med morens venners søn, stjerneadvokaten Marc Darcy spillet af Colin Firth. Her har vi i øvrigt et ægte eksempel på en intertekstuel reference, der er hamrende godt skruet sammen. Colin Firth spiller nemlig Mr. Darcy i Jane Austin-filmatiseringen af 'Stolthed og Fordom', der blev produceret som serie af BBC i 1995 og banede vejen for et kæmpe gennembrud for skuespilleren Colin Firth.

Men han spiller altså også Mr. Darcy i denne herlige komedie. Den gode Mr. Darcy er dog ikke helt uinteressant for Bridget, selvom hun, til at starte med, synes, at han er den mest kedelige mand, der nogensinde er født. Det viser sig, at Mr. Darcy har en forhistorie med Daniel Cleaver, og at de to ikke just er bedste venner mere. Da det går op for Bridget, hvad forhistorien gemmer på, finder hun ud af, at den mest kedelige mand i England måske ikke er helt så kedelig alligevel.

Det ender med at blive et helt trekantsdrama, og vi får både velinstruerede slåskampscener og scener, hvor Bridget helt alene formår at gøre sig selv til grin på en måde, så man griner og samtidig føler utroligt meget med hende i situationen. Som i scenen, hvor hun som journalist er på en opgave på den lokale brandstation og vil lave en sjov åbning på indslaget. Hun lader sig rutche ned ad brandstangen, og det ender med, at hendes bagdel kommer tættere og tættere på kameralinsen og fylder hele billedet til stor morskab for både os og ikke mindst hendes producerhold på tv-stationen.

Det gør hun altså godt, Renée Zellweger, der faktisk er amerikaner, men har tillært sig London-accenten til rollen.

Bridget Jones er uden tvivl en film lavet til kvinder. Men mænd kan altså sagtens se med, for der er godt skuespil og der er mange sjove scener i filmen. Og det bedste er, at er man vild med 'Bridget Jones' Dagbog', så skal man også unde sig selv at se opfølgeren 'Bridget Jones – på randen af sund fornuft', der er fyldt med de samme gode skuespillere og er mindst lige så sjov.

Publiceret 11 July 2018 09:39

SENESTE TV