Visionen med udvidelsen af Gentofterenden er at give områdets beboere både klimasikring og et større og smukkere naturområde med bredere stier. Illustrationer: NCC

Visionen med udvidelsen af Gentofterenden er at give områdets beboere både klimasikring og et større og smukkere naturområde med bredere stier. Illustrationer: NCC

Gentofterenden er halvvejs gennem udvidelse

NCC forventer at kunne aflevere projektet planmæssigt om et år

Visionen for Gentofte Kommune og Novafos’ projekt med udvidelsen af Gentofterenden er at forene det praktiske med det behagelige, så områdets beboere både får klimasikring og et større og smukkere naturområde med bredere stier.

NCC har arbejdet på projektet et års tid og forventer at kunne aflevere planmæssigt om et år.

Fra en skurby på Ellemosevej ved Dyssegårds station holder NCC’s projektchef Anton Kristensen overblikket over en byggeplads, der er 20-25 meter bred og 1.800 meter lang. Den størrelse byggeplads hører til sjældenhederne, men det er netop, hvad NCC har at arbejde med på Gentofterenden.

Den skal klimasikres, så den fremover bedre vil kunne rumme de voldsomme regnmængder, der forventes at komme med kortere mellemrum i fremtiden.

Tæt på naboerne

For NCC Infrastructure er det klart et projekt i den store ende, og det er samtidig et meget komplekst projekt. Dels arbejdes der meget tæt på naboerne på flere dele af strækningen, dels skal der graves under et antal veje, som nødvendigvis må lukkes for trafik én ad gangen, mens arbejdet står på.

"Vi møder stor velvilje fra naboerne, som bygherren har været god til at informere om projektet," siger projektchef Anton Kristensen i en pressemeddelelse fra NCC, hvor også direktør for Novafos Carsten Nystrup udtaler sig.

"Beboerne i området har virkelig været belastet med både trafik-, støj- og støvgener. Det er ikke til at undgå i så stort et projekt, men generne har været tacklet professionelt og søgt reduceret så meget som muligt," siger han.

Udvidelsen af Gentofterenden skal sikre, at renden kan holde til en såkaldt tiårs hændelse, altså regn i et omfang, som man forventer vil ske hvert 10. år.

jesl

Publiceret 31 July 2018 11:36

SENESTE TV