Store stemmer synger sensommeren smuk

Pak picnickurven og glæd dig til en eftermiddag med de største operaarier på plænen foran Bernstorff Slot. Det er søndag 19. august

Udbring en skål til 'Figaros Bryllup', syng med 'Trubaduren', find den lette kjole frem til Summertime og bliv lidt forelsket med 'La Bohème'.

Med andre ord: Glæd dig til et udpluk fra operaens forførende verden, når Det Kongelige Teater besøger Bernstorffs Slotshave med Opera i det fri.

De kongelige solister, du kan opleve på scenen, tæller sopran Sofie Eljær Jensen, mezzosopran Johanne Bock, tenor Jens Christian Tvilum og baryton David Kempster.

Lars Halby er konferencier og binder hele koncerten sammen med lune og højt humør, skriver Gentofte Kommune i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Der er gratis adgang til Opera i det fri, og der er plads til, at du kan tage hele familien med - her er en oplagt lejlighed til for første gang at stifte bekendtskab med operagenren. Bilen kan du med fordel lade blive hjemme, da der ikke vil være mulighed for parkering på slottets område. Kom i god tid og få en god plads - der er opera fra klokken 15 til 17."

Vil du have det hele serveret, kan du forudbestille en picnickurv på Bernstorff Slot.

Det gør du ved at kontakte dem via mail på info@bernstorffslot.dk. Kurven vil være klar til afhentning, når du kommer, ligesom det vil være muligt at købe forfriskninger på dagen.

Koncerten er mulig med støtte fra Gentofte Kommune og finder sted i samarbejde med Bernstorff Slot og Slots- og Kulturstyrelsen.

kapp

Publiceret 15 August 2018 09:03

SENESTE TV