Biblioteket anbefaler: Fortælling, der sætter familiens mislyde under lup

Af
litteraturformidler Christine Fur Fischer

Gentofte Hovedbibliotek

Marianne er i gang med at partere en kylling i køkkenet, da hun pludselig får veer flere uger før termin og i løbet af kort tid føder en søn helt alene på køkkengulvet.

Sådan begynder romanen 'Bjørneklo', der til at starte med har Marianne i hovedrollen. Men efterhånden som barnet, der får navnet Ulf, bliver ældre, skifter synsvinklen til ham, og det er gennem ham, vi som læsere oplever den lille familie med far, mor, søn og en farmor, der bor i den anden ende af landet.

Ulf er et anderledes barn; som baby græder han ikke, selvom han slår sig, og hans mor er overbevist om, at der er noget i vejen med ham. Bogligt er han dog forud for sine jævnaldrende og kan allerede læse, længe inden han begynder i skole, hvilket hans mor dog også synes er unormalt.

De små mislyde

Stine Askov har øje for det familiære og sætter familiens små mislyde under lup. Hun beskriver genkendelige detaljer fra parcelhuslivet i 1970’erne og 80’ernes Nordsjælland og indfanger det akavede i stemninger f.eks. fra middagsbordets anstrengte samtaler eller i Ulfs møde med jævnaldrende, som han adskiller sig meget fra. Titlen henviser til en voldsom episode, mens Ulf er lille, hvor en bjørneklo-plante giver ham ar i ansigtet for livet, hvilket yderligere er med til at placere ham uden for fællesskabet i skolen og lokalmiljøet.

Askov debuterede i 2012 med den tragikomiske 'Bid' og fulgte i 2014 op med skilsmissedramaet 'Kaninens år', som også indfanger det, der lurer under overfladen i familielivet. Som 'Bjørneklo' tager sin begyndelse, forventer man en lignende roman med den fødende kvinde Marianne i fokus. Men i stedet overtager den atypiske dreng scenen, og romanen bliver en lidt uventet dannelsesfortælling. Flere gange undervejs bliver man overrasket over historiens udvikling, og man læser med spænding hele vejen.

'Bjørneklo' er en kompleks og interessant fortælling om et anderledes barn.

Stine Askov er født i 1976 og uddannet pædagog. Hun debuterede som forfatter i 2012 med romanen 'Bid', der var shortlistet til BogForums Debutantpris. Hendes tredje roman 'Bjørneklo' udkom i marts 2017.

Publiceret 07 September 2018 20:19

SENESTE TV