Ny spejdergruppe i Ordrup: Friluftsliv og kammeratskab for de 6-8-årige

1. Ordrup spejdergruppe åbnes nu for de 6-8 –årige i gruppen på Charlottenlundvej i Hellerup

Nu kan også de yngste udfordres med bål, naturoplevelser og gode venner.

1. Ordrup spejdergruppe på Charlottenlundvej i Hellerup åbner nemlig for de 6-8 årige.

"Vores gruppe starter traditionelt op fra otte års alderen, men efter stor efterspørgsel fra forældre til yngre børn, har vi nu besluttet at åbne en mikrogren, som skal tilgodese de 6-8 årige," udtaler gruppeleder Johanne Bang i en pressemeddelelse.

"Hos mikroerne kommer vi til at arbejde med kompetenceskabende aktiviteter, både i forhold til børnenes sociale færdigheder, det at stå på egne ben samt forståelse for natur, samfund og ikke mindst sig selv," siger mikroleder Mike Staunstrup.

"Det gør vi gennem naturaktiviteter, leg og refleksion på børneniveau. For os handler det om udviklingspotentialerne for den enkelte i det positive fællesskab. Vi kommer til at arbejde med alt fra vild mad i naturen til, hvordan man er en god kammerat."

Bernstorff Division, som dækker alle Gentoftes blå spejdergrupper, omfatter 900 medlemmer af Det Danske Spejderkorps. Læs mere på www.1ordrup.dk.

gs

Publiceret 12 September 2018 13:19

SENESTE TV