Alle Torben Munksgaards romaner har høstet stor anmelderros, og i 2013 modtog han Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. 'John saga' er udkommet på Lindhardt og Ringhof. Foto: Lærke Posselt

Alle Torben Munksgaards romaner har høstet stor anmelderros, og i 2013 modtog han Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. 'John saga' er udkommet på Lindhardt og Ringhof. Foto: Lærke Posselt Laerke Posselt

Biblioteket anbefaler: Formidabel god bog, hvor en stor underspillet humor går hånd i hånd med livets barske realiteter

Af
Signe Langtved Pallisgaard

Litteraturkonsulent

Gentofte Hovedbibliotek

'Johns saga' er en formidabel god bog, hvor en stor underspillet humor går hånd i hånd med livets barske realiteter – alt sammen skrevet frem med et væld af sproglige perler.

Der er ikke noget særligt ved John. Han er et helt almindeligt menneske, hvilket gør det til en endnu større præstation, at han er så ualmindelig interessant. Så elskværdig. Så tankevækkende.

John er 75 år. Hans elskede Vera er lige død, og han kan se tilbage på et langt og stilfærdigt liv. Men verden er i forandring, og ifølge John er det ikke til det bedre. De fleste af dem, han holder af, er døde, og de unge har overtaget verden. Alt det, han sætter pris på, har mistet sin værdi, og det er tid til at tage sagen i egen hånd. John indleder et alderdomsoprør i håb om at kunne vinde det tabte tilbage.

Men det er ikke uden omkostninger at være rebel i den tredje alder. For verden af i dag er insisterende, og de nye generationer foretrækker fremtiden. Tilbage er kun John, hans gamle ven Ole i sin kørestol og en løftet stok som våben mod alt, der er nyt. Med 'Johns saga' har den anmelderroste forfatter Torben Munksgaard fundet sin indre pensionist frem og skriver både smukt, rørende og oprørsk om, hvordan kløften mellem generationer har vokset sig større end nogensinde før, og hvordan en romantisk fortid på mange måder kan synes mere virkelig end en fremmedgørende samtid.

'Johns saga' er en øjenåbner af en bog, som alle burde sætte sig ned og læse i sensommersolen. Torben Munksgaard, der er født i 1975, er uddannet bachelor i filosofi og cand.it. Han har i en årrække arbejdet i tv-branchen som producent, tilrettelægger og manuskriptforfatter og siden været projektleder og kommunikationsmedarbejder. Munksgaard debuterede i 2007 med 'Retrograd', der blev oversat til svensk, norsk og finsk. Siden har han udgivet 'Den perfekte mand, en selvbiografi' (2009) og bestselleren 'Sort hund' (2012). Alle hans romaner har høstet stor anmelderros, og i 2013 modtog han Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. 'John saga' er udkommet på Lindhardt og Ringhof.

Publiceret 14 September 2018 08:35

SENESTE TV