Ugens Læser: "Jeg vil så gerne en læse en god bog fra Malaysia"

Long Litt Woon, 60, forfatter til bogen 'Om svampe og sorg – stien tilbage til livet', der udkom 6. september på forlaget Don Max.

Hvilken roman har du sidst læst?

"’Mit opdigtede land ’ af den chilenske forfatter Isabel Allende. Bogen handler om identitet og tilhørsforhold – to temaer, som jeg synes, er rigtig spændende. Bogen handler naturligvis også om Chile, landet og kulturen, da bogen er Allendes erindringer."

Hvem er din favoritforfatter?

"Det er rigtig svært at svare på, men lige nu læser jeg norske Knut Hamsuns August-trilogi, der er blandt hans seneste værker. Jeg læser egentlig mest bøger på engelsk, så det er skønt at kunne læse en stor forfatter på originalsproget. Hamsun skriver især fra den fremmedes perspektiv – og måske er det derfor, at hans bøger tiltrækker mig så meget."

Hvad er din favoritgenre?

"Jeg læser alt, som er godt – uanset genre."

Har du nogensinde opgivet en bog?

"JA!!! Jeg har opgivet mange bøger. Senest 'The Garden of Evening Mists’ af Tan Twan Eng, som var finalist til Man Booker-prisen. Han er, som jeg, også fra Malaysia, og derfor vakte bogen min interesse. Jeg vil så gerne en læse en god bog fra Malaysia. For mig er landet ekstremt spændende med sin kolonihistorie, blanding af det moderne og det gamle, forskellige kulturer og religioner etc. Desværre bliver landet alt for ofte fremstillet eksotisk, og bøgerne skrevet til udlændinge, til Vestens forestillinger. Derfor fandt jeg bogen uinteressant, desværre."

Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?

"Thomas Hardy er en forfatter, som jeg længe har holdt af. Jeg har læst næsten alle hans bøger. Malaysia har tidligere været en britisk koloni, og jeg gik på en engelsk skole med engelsk litteratur, hvor Hardy var på vores pensum. Han skriver om et fiktivt engelsk landskab, om livets gang og om det at være menneske. Først og fremmest er han en god historiefortæller, og det holder jeg meget af – en god fortælling."

Publiceret 14 September 2018 19:18

SENESTE TV