Ugens Læser skriver selv kriminalromaner

Julie Hastrup. 50 år. Forfatter til syv kriminalromaner om drabsefterforsker Rebekka Holm, hvoraf den seneste, 'Blodspor', udkom 20. september.

Hvilken roman har du sidst læst?

"Jeg har netop læst 'Kastanjemanden' af Søren Sveistrup, som blandt andet har skrevet tv-serien 'Forbrydelsen'. Den var virkelig spændende. Søren og jeg skal i øvrigt optræde sammen på Bogforum i år, hvor vi skal tale om grusomhed."

Hvem er din favoritforfatter?

"Jeg har ikke bare én favoritforfatter men mange! Jeg har været en flittig læser siden barndommen og har derfor stiftet bekendtskab med et utal af dygtige forfattere, hvis tekster jeg har været fuldstændig opslugt af. En af mine nyere favoritforfattere er franske Delphine de Vigan, som blandt andet har skrevet den delvist selvbiografiske roman 'Alt må vige for natten'."

Hvad er din favoritgenre?

"Jeg læser og holder meget af alle genrer, men har - naturligvis - et helt særligt forhold til krimigenren. Der findes intet bedre end en velskrevet krimi med et spændende og kringlet plot. Og det er jeg jo så heldigvis ikke alene om at synes. Krimien kan noget unikt - den kan fortælle store komplicerede politiske intriger eller skildre det helt nære, for eksempel forholdet mellem et ægtepar med forbrydelsen/forbrydelserne som motor. De gode krimier kan få læseren til at sidde åndeløs helt ude på kanten af sofaen, samtidig med at man lærer noget om mennesker og menneskers relationer."

Har du nogensinde opgivet en bog?

"Jeg har opgivet flere og det må man altså gerne, hvis man ikke bliver grebet af teksten. Indimellem har jeg lagt den pågældende bog væk for så senere at gøre et nyt forsøg. Indimellem handler det blot om timing, andre gange er det fordi, indholdet reelt ikke fænger."

Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?

"Jeg vil gerne anbefale 'Vuggesang' af den marokkanskfødte forfatter Leïla Slimani. Det er en thriller, der foregår i Paris, og selvom man på første side får at vide, at to små børn er døde, dræbt af deres barnepige, ødelægger det på ingen måde bogen. Den er utrolig spændende - og velskrevet."

Publiceret 07 October 2018 10:07

SENESTE TV