Efterårsferie: Bakken klædt på til høstfest

Byder på parader og Onkel Reje

arrangementer Fredag 12. oktober åbner Bakken for første gang i sin 435 år lange historie for gæster i efterårsferien efter en lukkeperiode på blot fem uger.

Ti dage i træk inviterer forlystelsesparken i ly af Dyrehavens gyldne efterårskåbe til en eventyrlig efterårssæson under temaet ’Høstfest’. Festen byder på efterårsudsmykning, forlystelser, lækkerier og masser af gratis underholdning og aktiviteter.

For at favne børnefamilierne har Bakken indgået aftale med Onkel Reje, der er kendt fra børne-tv. Han vil dagligt fra lørdag 13. oktober til søndag 21. oktober optræde med et show, der byder på kendte klassikere og numre målrettet Bakkens barnlige sjæle.

Selv om Bakken ligger uden for Københavns Kommune, vil forlystelsesparken bakke op om kulturnatten 12. oktober.

Historiske vandringer

Den dag vil der være parader på Bakken med orkestret Come And See The Zirkus og historiske vandringer ved Jørn Sigurdsson. Han er anden generationsteltholder på Bakken og vil indvie gæsterne i Bakkens hemmelige og aldrig før sete afkroge og finurlige historier.

Alle forlystelser, spil og spisesteder m.m. holder åbent i efterårssæsonen. jesl

Publiceret 12 October 2018 13:30

SENESTE TV