Bernard Lipsøe udstiller blandt andet store sommerfugle af jern på Galerie Knud Grothe. Foto: Peter Madsen

Bernard Lipsøe udstiller blandt andet store sommerfugle af jern på Galerie Knud Grothe. Foto: Peter Madsen

Anmeldelse: Livsbekræftende oplevelse får fire funklende stjerner

Kunstner Bernhard Lipsøes aktuelle udstilling på Galerie Knud Grothe er et besøg værd, mener Villabyernes anmelder

Af
Peter Madsen

Gentofte-kunstneren fra 2009, Bernhard Lipsøe, havde lørdag den 6. oktober fernisering hos Galerie Knud Grothe, og som altid ved den slags lejligheder skabte galleriet også denne gang nogle hyggelige og festlige rammer om begivenhederne.

"En af de skønneste skulpturer på udstillingen er en struds, der i en frejdig og for os at se lidt klodset, akavet attitude gerne vil fremstå, som var den en af denne verdens smukkeste skønheder," skriver Villabyernes anmelder. Foto: Peter Madsen

Vi er med Lipsøes malede værker ovre i en form for impressionisme/ekspressionisme, hvor farverne næsten suverænt skaber billederne ud fra deres måde at spille sammen på. Men også modspil i visse af værkerne skaber styrke og kontraster i de ellers harmoniske farveklange.

At der i billedfladen også indgår sorte opstregninger, er med til at stramme de ellers 'flydende' farvespil op, så der dannes karakter i fladen. Og på trods af, at indholdet rent fortællemæssigt kan virke pjattet legende og nærmest naivistisk, får kunstneren på trods seværdige tavler frem.

Den glæde, de udstråler, er smittende at beskue, og glad bliver man af farveeksplosionerne.

Cykler og sommerfugle

Et par af malerierne viser øjebliksoplevelser fra Tour de France, hvor rytterne i farvestrålende omgivelser 'kravler' op og ned ad bjerge på snoede veje. Godt beskrevne værker med oplevelsen af Frankrig og kampen for sejr leveret på farvestrålende lærreder til beskueren.

Lipsøe er ret glad for tyre og hornkreaturer i det hele taget. Her er den en vædder. Foto: Peter Madsen

Lipsøe er ret glad for tyre og hornkreaturer i det hele taget. Her er den en vædder. Foto: Peter Madsen

Smukke sommerfuglemalerier er der nogle stykker af, og det lette i den verden kommer tydeligt frem gennem farve- og motivverdenen på Grothes vægge, der i det hele taget udstråler livsglæde og positivitet over hele linjen.

Der er tale om en kunstner, der kan lidt af hvert, og stærkt står han med sine jernskulpturer af meget forskellig observans. Et par kæmpe sommerfugle fylder godt i det Grotheske landskab, og trods størrelsen udstråler de ynde og gratie i deres sommerlige farveudstrålinger.

Glasagtige indlæg i vingerne skaber chancering og liv i figurerne, så man næsten er bange for at vække dem af deres pustepause på væggene.

Underfundigt øglesmil

Lipsøe er ret glad for tyre og hornkreaturer i det hele taget. En pragtfuld vædder har fundet plads på hylderne i galleriet, hvor den står og viser horn af publikum i en overlegen attitude. Det sortbrogede metal, den er skabt af, fremhæver dens vilje til at slå til, hvis man nærmer sig uden en gulerod.

En øgle med et underfundigt smil skal man ikke lade sig narre af. Man fornemmer den stille lunefuldhed i figurens holdning, så man gør klogt i at passe på fingerspidserne. En lille godt kreeret skulptur med megen finesse.

En af de skønneste skulpturer på udstillingen er en struds, der i en frejdig og for os at se lidt klodset, akavet attitude gerne vil fremstå, som var den en af denne verdens smukkeste skønheder. Man kan ikke lade være med at holde af den, og på den måde bliver den på H.C. Andersen-vis den smukkeste struds i 'andegården' Skønhed kommer indefra hedder det jo, men i dette tilfælde også grundet dens tro på det. En meget skøn skulptur er det.

I det store og hele en smuk og seværdig udstilling med en god kolorist. Fire funklende stjerner for den livsbekræftende oplevelse.

Udstillingen vises frem til den 21. oktober 2018.

Publiceret 16 October 2018 08:06

SENESTE TV