I 'The House That Jack Built' bliver de enkelte mord gjort til en filosofisk debat mellem seriemorderen (spillet af Matt Dillon) og den mystiske figur Verge (spillet af Bruno Ganz). Foto fra filmen

I 'The House That Jack Built' bliver de enkelte mord gjort til en filosofisk debat mellem seriemorderen (spillet af Matt Dillon) og den mystiske figur Verge (spillet af Bruno Ganz). Foto fra filmen

Lars von Trier vender tilbage til seriemorderens univers

Denne uge byder på fire premierefilm i Gentofte Kino

Af
Jesper Bjørn Larsen

Med sin debutfilm 'Forbrydelsens element' i 1984 kredsede Lars von Trier om nogle personers behov for at forstå en seriemorder og hans eller hendes motiver.

Nu er den 62-årige instruktør tilbage med en film, der i hvert fald på overfladen handler om en seriemorder.

'The House That Jack Built' følger den højt intelligente Jack over en periode på 12 år og introducerer de mord, som er definerende for Jacks udvikling som seriemorder. Vi oplever historien gennem Jack, mens han postulerer, at hvert et mord han begår er et kunstværk i sig selv. Selvom politiet langsomt nærmer sig Jack, løber han større og større risici i jagten på at skabe det ultimative kunstværk.

Zentropa har sikret sig et stærkt internationalt cast med skuespillere fra begge sider af Atlanterhavet i de bærende roller. Hovedrollen som seriemorderen Jack spilles af den amerikanske stjerne Matt Dillon. Overfor Matt Dillon som Jack indtager schweiziske Bruno Ganz rollen som den mystiske Verge, der udforsker og udfordrer Jacks tanker og handlinger gennem en tilbagevendende dialog. Uma Thurman, Siobhan Fallon Hogan, Sofie Gråbøl og Riley Keough spiller de uheldige kvinder, der møder Jack undervejs.

Den hætteklædte røver

Ugens anden premierefilm er 'Robin Hood', et actionmættet eventyr med store krigsscener og tidløs romantik.

I denne version af den berømte fortælling igangsætter Robin af Loxley (Taron Egerton), en krigshærdet tempelridder og den mauriske hærfører Lille John (Jamie Foxx) et dristigt oprør mod den korrupte engelske krone.

I 'Robin Hood' lever vor hætteklædte ven et dobbeltliv, adelig og kongetro om dagen og den lille mands forkæmper om natten. Hvornår han sover, melder historien ikke noget om. Foto fra filmen

I 'Robin Hood' lever vor hætteklædte ven et dobbeltliv, adelig og kongetro om dagen og den lille mands forkæmper om natten. Hvornår han sover, melder historien ikke noget om. Foto fra filmen

Som adelsmand om dagen og den retfærdighedskæmpende 'The Hood' om natten ofrer Robin alt for at redde Nottinghams borgere og få sin hævn.

Filmen er instrueret af Otto Bathurst, der står bag den populære tv-serie 'Peaky Blinders'.

Tyrkisk drama

Ugens tredje premierefilm er den tyrkiske film 'Sommerfuglene', der vandt juryens hovedpris ved Sundance International Filmfestival.

De tre søskende Cemal, Kenan og Suzi er gradvist gledet fra hinanden, efter at de fraflyttede den lille landsby, Hasanlar, hvor de voksede op sammen.

'Sommerfuglene' vandt hovedprisen ved dette års Sundance-festival. Foto fra filmen

'Sommerfuglene' vandt hovedprisen ved dette års Sundance-festival. Foto fra filmen

Da Cemal, den ældste af de tre, modtager et uventet opkald fra deres far, som kræver, at de straks vender hjem til fødebyen, føler han, at han må forsøge at genforene familien og overbeviser sin bror og søster om at vende hjem til det sted, de har arbejdet så hårdt på at glemme.

De tre må dog snart sande, at det ikke er helt let at skulle forholde sig til fortiden såvel som hinandens særheder.

Og så lige en julefilm

Gentofte Kino har også premiere på 'Grinchen', der i sin kolde hule oppe på bjerget over Hvemstrup bliver irriteret over larmen – og allermest i juletiden, når de synger og fester allermest.

Grinchen hader julen og al den larm, der følger med. Foto fra filmen

Grinchen hader julen og al den larm, der følger med. Foto fra filmen

I år har borgmesteren proklameret den største julefest nogensinde, så Grinchen beslutter sig for at sætte en stopper for larmen. Imidlertid kolliderer hans plan med de planer som Cindy-Lou Hvem har lagt. Hun har nemlig set, hvor træt og frustreret hendes enlige mor er, så hun vil fange julemanden, så han kan opfylde alle moderens ønsker.

Illumination Studios, der før har givet os skurken Gru (Grusomme Mig-filmene), tager nu fat på Dr. Seuss 'Grinchen', som i instruktørerne Scott Mosiers og Yarrow Cheneys bearbejdelse bliver et eventyr om julens ånd i Hvem’ernes verden.

Publiceret 28 November 2018 08:00

SENESTE TV