Lotte Andersen læser op ved julekoncerten i Vangede Kirke. Pressefoto

Lotte Andersen læser op ved julekoncerten i Vangede Kirke. Pressefoto

Vangede sætter turbo på julehyggen

Skuespiller Lotte Andersen og operasanger Jens-Christian Wandt optræder ved Vangede Kirkes julekoncert 1. december

Det bliver svært ikke at komme i julestemning, når Vangede Kirke for tredje år i træk slår dørene op til en koncert fyldt med julens klange og sange. Koncerten finder sted lørdag den 1. december kl. 15.

Det er operasanger og Vangede-borger Jens-Christian Wandt, der sammen med kirkens musikudvalg står bag koncerten, hvor det i år er skuespilleren Lotte Andersen, der vil stå for oplæsningen.

I det musikalske program medvirker udover Jens-Christian Wandt som tenor også Holmens Herrekvartet fra Holmens Kirke i København.

Vangede-borger Jens Christian Wandt er både konferencier og solist ved julekoncerten i Vangede Kirke lørdag den 1. december kl. 15. Pressefoto

Vangede-borger Jens Christian Wandt er både konferencier og solist ved julekoncerten i Vangede Kirke lørdag den 1. december kl. 15. Pressefoto

Herrekvartetten er en del af kirkens kor, som hvert år synger ved Folketingets åbning og også ved kongehusets højtideligheder – senest ved Prins Henriks bisættelse fra Christiansborg Slotskirke. Holmens Herrekvartet består af fire professionelle sangere, som har hver deres solokarrierer, men som også dyrker ensemblesangen i denne kvartet.

Det bliver Holmens Kirkes 1. organist og Slotsorganist ved Christiansborg, Jakob Lorentzen, der akkompagnerer både på orgel og klaver.

Jens-Christian Wandt medvirker både som solist og som konferencier. Han har studeret på konservatoriet i Hamburg, fik sin debut på Det Ny Teater i København i 1995 og har siden sunget på teatret og i koncertsale i både ind- og udland. Og så er han manden bag Verdensballetten, som hvert år har premiere på Sølyst i Klampenborg.

I skæret af de mange levende lys vil programmet byde på julens kendte og elskede melodier, der vil være solistiske indslag og fællessang, og der vil være oplæsningen af Lotte Andersen, som har valgt at læse tre mindre uddrag af Selma Lagerlöfs legende om Juleroserne. Koncerten slutter med, at alle i kirken stående synger 'Dejlig er jorden'.

Entré til koncerten koster 75 kr. (eksklusiv gebyr), og billetter kan købes på billetten.dk (Jul i Vangede 2018 hedder arrangementet). jbl

Publiceret 28 November 2018 14:00

SENESTE TV