Bradley Cooper og Lady Gaga spiller hovedrollerne i 2018-versionen af klassikeren 'A Star is Born'. Foto fra filmen

Bradley Cooper og Lady Gaga spiller hovedrollerne i 2018-versionen af klassikeren 'A Star is Born'. Foto fra filmen

KINO: Nyt bud på grundhistorie fra Hollywood

Lady Gaga får sin første store filmrolle i 2018-versionen af 'A Star is Born

Af
Jesper Bjørn Larsen

Denne uge byder kun på en enkelt danmarkspremiere i den lokale biograf. Der er tale om den amerikanske film 'A Star Is Born', som både er instrueret og skevet af Bradley Cooper, der også spiller den ene af hovedrollerne.

Han spiller den erfarne musiker Jackson Maine, der ved et tilfælde opdager - og bliver stormende forelsket i kunstneren Ally. Ally spilles af Stefani Joanne Angelina Germanotta, som de fleste nok bedst kender som popsangerinden Lady Gaga.

Ally knokler som servitrice og har næsten opgivet sin drøm om at slå igennem som sangerinde - indtil Jack lokker hende ind i spotlightet. Men selvom Allys karriere hurtigt tager fart, vakler deres skrøbelige kærlighedsforhold, da Jack kæmper en hård kamp mod sine indre dæmoner.

'A Star is Born' er én af Hollywoods yndlingshistorier, da dens DNA er født af selve film- og musikbranchens evige op- og nedture. Første gang historien fandt vej til det store lærred, var allerede i talefilmens barndom, med George Cukors 'What Price Hollywood' fra 1932, der blev Oscar-nomineret for sit manuskript.

I 1937 dukkede den op igen, denne gang med titlen 'A Star is Born' med Janet Gaynor og Fredric March i hovedrollerne. Den blev nomineret til hele otte Oscars, hvoraf den vandt de to, heraf den ene for manuskriptet. I 1954 instruerede George Cukor den endnu en gang, baseret på 1937-manuskriptet, og med Judy Garland og James Mason i hovedrollerne og til seks Oscar-nomineringer.

I 1976 kom endnu en version baseret på 1937-manuskriptet; denne gang med Kris Kristofferson og Barbara Streisand i hovedrollerne og med fire Oscar-nomineringer, hvoraf den vandt for bedste originale sang (’Evergreen’).

Den nyeste version af den efterhånden udødelige historie er endnu en gang baseret på 1937-manuskriptet, men med en tidssvarende opdateret historie og hele følelsesregisteret i spil.

Ballet på programmet

Gentofte Kino blænder også op for ballet i den kommende uge.

'Nøddeknækkeren og Musekongen' er en af verdens mest kendte balletter og appellerer både til børn og voksne.

'Nøddeknækkeren og Musekongen' er en af verdens mest kendte balletter og appellerer både til børn og voksne.

Det sker, når biografen søndag 9. december kl. 19 viser Tjajkovskij-balletten 'Nøddeknækkeren og Musekongen' i en optagelse fra Opernhause Zürich i 2017.

Publiceret 04 December 2018 13:31

SENESTE TV