Dette er et litografi fra komkring 1875, som viser Klampenborg Vandkuranstalt. Kilde: Illustreret Tidende

Dette er et litografi fra komkring 1875, som viser Klampenborg Vandkuranstalt. Kilde: Illustreret Tidende

Anmeldelse: Alle kender Klampenborg, eller…?

Her er en bog, der også giver den, der bor i Hellerup i den anden ende af kommunen, en fremragende og inspirerende indsigt i Klampenborg, skriver seniorpræst Jakob Rönnow, der har anmeldt Gentofte Lokalhistoriske Forenings nye temahæfte

Af
Seniorpræst Jakob Rönnow

Sankt Lukas Stiftelsen

Så er turen kommet til Klampenborg i den herlige række af temahæfter fra Gentofte Lokalhistoriske Forening.

Atter sidder man med 70 sider fyldt af fortælleglæde plus solid og dog underfundig beskrivelse af et hjørne af vores gode kommune.

Og hvilket hjørne! Klampenborg er jo noget helt for sig selv. Eksklusivt, ja i høj grad, men også historisk ladet, og man må sige, at det er lykkedes for et meget lille område med bare 675 boliger at være kendt i det ganske land.

Ikke mindst af københavnere, som siden sidst i 1500-tallet har haft dette sted som udflugtsmål. Her var Helligkilde, forlystelser, restauranter, badevand, strand, skov og dyr.

Billede fra 1865 af Koncertsalen i Cottageparken, hvor folk kom for at danse og lade sig underholde. Kilde: LAGK

Billede fra 1865 af Koncertsalen i Cottageparken, hvor folk kom for at danse og lade sig underholde. Kilde: LAGK

Hvad mere kunne man forlange, når man søgte væk fra 'de kvalmende mure' i storbyen 10-12 km væk?

Ja det vil sige, SÅ let var det heller ikke at komme derud. Man har i tidens løb taget med dampsporvogne, dampskib (!), kapervogne, damptog, S-tog, sporvogne, trolleybus, hvis man da ikke var fattig og måtte gå til fods ad den støvede Strandvej - hvor biler i øvrigt ikke måtte køre før ca 1938 – og hvor der undervejs var opsat store vandtønder, der skulle vande vejen og binde støvet fra den tætte trafik af folk, der ville fra by til land.

Fornøjelig guldgrube

Alt det her kan man læse om i Flemming Noes-Rasmussens 'Klampenborg – udflugtsmål og eksklusivt boligområde'.

Med glimrende billeder og kort indføres vi i det både folkelige og forfinede Klampenborg, der i øvrigt fik sit navn efter skovfoged Klampe, der havde indrettet et traktørsted i sit skovfogedhus, hvilket i folkemunde blev kaldt ved det lidt for fine navn Klampenborg.

Beboere i Klampenborg – selvfølgelig – og alle i Gentofte Kommune, der som jeg inte-resserer sig for området og dets historier og udvikling, har i dette hæfte en fornøjelig guldgrube til at lære mere om det sted, som alle TROR, de kender!

Tror, ja, men ved alle for eksempel, at egnen var en anselig fjord her i stenalderen – hvor kun Christiansholm stak op som ø – vel deraf navnet -holm? At her var flyveplads og hangar i 1909? Og at det prægtige kvarter, de engelske rækkehuse, der nu er rasende dyre at komme i nærheden af, som nybyggede var stort set umulige at sælge, fordi der var ikke mindre end en 'bortsprængningsklausul' på dem i tilfælde af krig?

Det må man læse om – og om den fantasifulde og dog realistiske idé om at sende den øverste meter af hele Furesøen gennem Lyngby og Ermelunden gennem Klampenborg ud til Øresund som voldgrav om København?

Kort over Klampenborg fra omkring 1903. Kilde: LAGK

Kort over Klampenborg fra omkring 1903. Kilde: LAGK

Det var på den måde, de engelske rækkehuse kunne komme i vejen og derfor skulle kunne bortsprænges. Så blev fjenden pludselig standset af vand.

Ja, og der skal også læses om de øvrige forsvarsværker, som man bl. a. kan se rester af på Hvidørevej med Christiansholms Batteri – der senere blev brugt til at modne bananer i – og for den sags skyld i små volde på begge sider af tog-spor og perron ved Klampenborg Station.

Alt det sidste har Gentofte Lokalhistoriske Forening i øvrigt ladet beskrive yderligere i 'Befæstningsanlæg i Gentofte' fra 2007 ved Niels Ulrik Kampmann Hansen, der også er særdeles læseværdig.

Bygget på slavehandel

Og så skal vi høre om 'det fine Klampenborg'. Naturligvis. Faktisk så fint, at der først fra år 1900 kom mere almindelige, om end statelige, huse og bebyggelser i området.

I alle årene til da var det kun landsteder, nydelige, store, boliger med store parker for rigets ypperste mænd og kvinder. At grundlaget for deres pragt så ofte var slavehandel - eller i hvert fald indtægter fra trekantshandelen med slaver, våben og sukker fra besiddelser i Dansk Vestindien - er en anden sag; nu er de der, og vi er forhåbentlig blevet klogere; og prægtige er de.

Først og fremmest Christiansholms Slot, som godt nok får rigelig omtale, men også Sølyst og ikke mindst Hvidøre Slot. Sølyst ejedes af Classen (ham med blandt andet krudtværket i Frederiksværk) og senere Ernst Schimmelmann.

Christiansholms Slot i Klampenborg. Privatfoto fra 1990.

Christiansholms Slot i Klampenborg. Privatfoto fra 1990.

Da der var en bakke i vejen for udsigten fra Sølyst, lod man den da bare grave igennem og har nu den gennemskårne høj i den smukke park.

På disse landsteder kom guldalderens åndselite ofte på besøg. Nu ejes stedet og vedligeholdes smukt af fortidens 'hjemmeværn', Skydebrødrene.

Nede ved Strandvejen hører vi om monumentet over Shimmelmanns unge kone, der gav navn til Emiliekilde, selv om der står Emilia på stenen – og hun i virkeligheden var døbt Amalie.

I afsnittet, der beskriver Hvidøre, som nu er Novo Nordisk's skønne konferencecenter, hører vi først og fremmest om Zaren af Ruslands Dagmar og kongen af Englands Alexandra, de to danske døtre af Chr. IX, som mødtes her, slappede af fra al hofetiketten her – og hvordan Dagmar, kejserinde Maria Feodorovna, efter sin families tragiske skæbne i Rusland, boede her til sin død i 1928.

Kulturarven ved stranden

Hvis man har øje for det, fortjener alene den tidligere omtalte trafik til Klampenborg med dampskibet Caledonia, sporvogne og togene på kystbanen m.m. næsten sin egen bog. Men en helt ekstra bog får man også lyst til at bede om, når Flemming Noes-Rasmussen fortæller videre om Arne Jacobsen, Bellevue gennem tiderne, Bellavista og det hvide område.

Jeg er en af 'Arnes Venner' og bader ved det nordre livreddertårn året rundt. Det er forresten på stranden for ’de fine’, hvor man helt frem til 1970 skulle betale badebillet – modsat på 'fluepapiret' længere mod syd, der var for ’alle’.

Men på trods af dette kendskab måtte jeg straks efter læsning af bogen starte bilen og køre ud og se igen på det totalt ikoniske byggeri i området og bruge bogen til at nyde de gennemførte, beskrevne detaljer af Arne Jacobsens begavede arkitektur.

Sikken en kulturarv i de byggerier. Gør det samme, og drej så også også ind på Slots-alleen og se den, selv om det er blind vej og beboerne i de enestående, mere klassiske villaer, der sikkert ellers nyder freden.

Støvlet-Cathrine?

Nu har jeg vel dermed også konkluderet, at her er en bog, der også giver den, der bor i Hellerup i den anden ende af kommunen, en fremragende og inspirerende indsigt i Klampenborg.

Det er en bydel, vi som sagt alle tror, vi kender så godt i forvejen, fordi alle har været der i den ene eller anden sammenhæng.

Men der er meget mere at hente. Vel er der i bogen nogle gentagelser, men på en eller anden måde virker de blot pædagogiske, og den eneste deciderede fejl, anmelderen her kunne finde var, at Frederik V’s foretrukne elskerinde, der var knyttet til Christiansholm Slot, Madam de Hansen, bliver kaldet 'Støvlet-Cathrine'.

Det gjorde hun ikke; damen med dét navn var Chr. VII’s elskerinde. Småting.

Julegaven eller mandelgaven til ham eller hende, der har alt, og som har øjnene åbne for sit lokalområde, er altså fundet.

Men afsæt lidt tid til at få fat i den.

Hæftet kan man købe i boghandlerne i Gentofte, men også hos glarmester Guhle i Skovshoved og hos Holger Frederiksen butik på Ordrupvej.

Endelig kan man bestille den direkte ved at ringe på tlf. 4159 8416, det er til Lokalhistorisk Forening i Gentofte.

Publiceret 06 December 2018 08:25

SENESTE TV