Ugens læser er børnebogsforfatter Zakiya Ajmi. Pressefoto

Ugens læser er børnebogsforfatter Zakiya Ajmi. Pressefoto

Ugens Læser: "Det er nok kendetegnende for mine smagspræferencer, at de strækker sig meget langt i alle retninger"

Zakiya Ajmi, 26 år, børnebogsforfatter

Hvilken roman har du sidst læst?

"Jeg har netop læst Karl Ove Knausgårds 'Om Efteråret', som jo teknisk set ikke er en roman, men vel må betegnes som en (meget poetisk) encyklopædi. I bogen fortæller han om livets fænomener, små som store, og beskriver på den måde hele verden for sin endnu ufødte datter. 'Om Efteråret' er en del tyndere og lettere at gå til end hans seksbindsværk 'Min Kamp', men den er ikke mindre bjergtagende. Der findes måske kun Knausgård, der kan skrive så hypnotiserende smukt om kedelige hverdagsfænomener, som f.eks. gummistøvler og tyggegummi."

Hvem er din favoritforfatter?

"Jeg har mange! Men en af de forfattere, jeg ser særligt meget op til, er Young Adult-forfatteren Sarah Engell. Som forfatter bliver jeg altid en smule bitter og misundelig, når jeg læser hendes bøger, men som læser bliver jeg blæst bag over af det helt særlige, hun kan med ord. Og så er det så vigtigt med ungdomsbøger, der tager de unge alvorligt - og dét gør Sarah Engells bøger!"

Hvad er din favoritgenre?

"Børne- og ungdomsbøger af enhver art. Børnebøger læser jeg lige så meget for min egen skyld, som for min søns skyld. Lige nu læser vi 'Snøvsen'. Jeg nyder at genopdage dén og andre klassikere i Ferdinands selskab - men det allerbedste er nu at gå på opdagelse i de mange nye, skøre, skæve børnebøger, der bliver skrevet i dag. Af forfattere til voksenbøger er jeg især glad for Helle Helle og Karl Ove Knausgård, som egentlig på en måde er hinandens modsætninger. Hvor man som læser af Helle Helle må klamre sig til de små lunser man får foræret, er det lige omvendt med Knausgårds svulmende, pompøse sprog. Det er nok kendetegnende for mine smagspræferencer, at de strækker sig meget langt i alle retninger. Det vigtigste for mig er, at håndværket er godt."

Har du nogensinde opgivet en bog?

"Jeg opgiver tit bøger og ville virkelig ønske, at jeg var en mere tålmodig læser. Haruki Murakami er en af de forfattere, jeg er rigtigt ærgerlig over at have måttet opgive. Jeg har forsøgt mig med Kafka på stranden flere gange, og selvom jeg synes, at den er fantastisk, er jeg aldrig nået igennem den - det er som om, den er for intens til mig. 'Carls Bog' af Naja Marie Aidt var jeg flere gange ved at lægge fra mig, men jeg hang i, og det er jeg glad for. Selvom den er noget af det grummeste jeg har læst, var den samtidig også utroligt varm, og på en mærkelig måde også meget livsbekræftende."

Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?

"For nogle år siden læste jeg 'Baseret på en sand historie', som er skrevet af Delphine de Vigan. Den bog gjorde et dybt indtryk på mig, og jeg tænker stadig på den af og til. Bogen handler om den store fascination af historier, der er baseret på en sand historie - og Delphine de Vigan forstår virkelig at lege med læserens forventninger (og følelser!)."

Publiceret 09 December 2018 10:12

SENESTE TV