Wilhelm Hansen i salen med værker af Camille Corot, 1918. Pressefoto

Wilhelm Hansen i salen med værker af Camille Corot, 1918. Pressefoto

Anmeldelse: Ordrupgaard – 100 år i lyst og nød

Historien om museets historie er både velskrevet og uhyre interessant, selv om nogle af de biografiske afsnit er lovlig omstændelige, skriver vor anmelder, der giver værket fire stjerner

Af
Hans Ovesen

I september 1918 åbnede forsikringsmanden, etatsråden og kunstsamleren Wilhelm Hansen og hans kone Henny deres hjem og kunstsamling for offentligheden.

Huset i den prægtige have var egentlig tænkt som 'sommerhus' – en noget pompøs affære af et sommerhus at være – men da huset stod færdigt, besluttede ægteparret at gøre det til deres permanente bolig.

I mellemtiden havde Hansen med sikker sans for tidens kunst købt værk efter værk af moderne danske kunstnere og franske impressionister til en efterhånden omfattende samling af mesterlig kunst.

Væggene i den nye herskabsvilla blev dækket af billeder, og den energiske, stolte og sikkert også forfængelige kunstsamler besluttede at gøre alle herlighederne – hjemmet, parken og billederne – tilgængelige for alle interesserede. Men kun hver mandag! For ikke at risikere, at også mindre dannede folk fra den nærliggende travbane, galopbane og Dyrehavsbakke så deres snit til at slå sig ned med madkurve i parken.

Med den nye bog om Ordrupgaard 'Et museum bliver til' fejres 100-året for det unikke museum. Bogen skildrer selvfølgelig museets og ægteparret Wilhelm Hansens historie og er velskrevet og uhyre interessant, selv om nogle af de biografiske afsnit er lovlig omstændelige og med lidt for mange gentagelser.

Da det hele ramlede

Lige så interessant som det biografiske stof er den gennemgående skildring af de store ændringer i museumstankegangen, der har fundet sted gennem perioden og især i de sidste 30-40 år.

Det indvarslede nye tider, da dørene blev slået op til en privat kunstsamling i et privat hjem for kongelige såvel som almindelige borgere – men ikke noget med leg og pjank og heller ikke mulighed for bare en kop kaffe.

Ikke desto mindre blev Ordrupgaard og kunstsamlingen et tilløbsstykke – indtil det hele ramlede. Etatsråden var medlem af Landmandsbankens bankråd og fedtet ind i de transaktioner af aktiesvindel og overbelåning, der førte til bankens krak i 1922. Flere blev sigtet og dømt, dog ikke Wilhelm Hansen, men kreditorerne stod i kø, og han var nødt til at sælge ud af sine billeder. Det blev et skæbnesvangert indhug i den uvurderlige samling, og museet måtte lukke.

Ret hurtigt kom den stålsatte kunstsamler dog på fode og begyndte igen at købe billeder. Men han nåede aldrig at genåbne museet og døde i 1936. Efter Hennys død åbnede Ordrupgaard i 1953, og nu som egentligt museum, idet Henny havde testamenteret både hus, have og kunstsamling til staten.

Uden ekstra dikkedarer

Den første direktør blev Leo Swane, der efterfulgtes af Haavard Rostrup. Begge fortsatte de museumsdriften i Wilhelm Hansens ånd med det efterhånden konservative synspunkt, at museet henvendte sig eksklusivt og uden ekstra dikkedarer til særligt kunstinteresserede. Besøgstallet faldt faretruende, og økonomien fik sværere og sværere ved at hænge sammen.

Da så Hanne Finsen i 1978 trådte til efter Rostrup, kom der andre boller på suppen. Med inspiration fra amerikanske museer og ostegrossererens Louisiana blev der etableret cafeteria og museumsbutik, der blev vist skiftende udstillinger som supplement til den permanente samling, og dele af haven blev inddraget til skulpturudstillinger.

Fra samlingen af franske impressionister. Alfred Sisley: 'Oversvømmelsen', 1873. Beskåret.

Fra samlingen af franske impressionister. Alfred Sisley: 'Oversvømmelsen', 1873. Beskåret.

Finsen havde fingeren på pulsen og, i øvrigt ligesom Hansen, et stort internationalt netværk. Med stor ihærdighed lykkedes det hende gang på gang fra private samlinger og museer i hele verden at stable fantastiske udstillinger på benene.

Og strategien lykkedes. Publikum begyndte igen at strømme til. I 1995 overtog den nuværende direktør Anne-Birgitte Fonsmark direktørposten og fortsatte Hanne Finsens linje med lige så stor entusiasme og dygtighed.

Ordrupgaard blev udvidet med Zaha Hadids manierede tilbygning og håbløse rumforløb i ikke mindst udstillingsafdelingen. Og nu er en ny udvidelse i gang. Med den norske tegnestue Snøhetta som arkitekter går det næppe helt så galt.

Faren for tivolisering

Et par af de nyere maleriudstillingers halvdilettantiske kulisseopstillinger, der skulle forestille de udstillede kunstneres hjem, tydeliggør et dilemma i vore dages udstillingspraksis. Bestræbelserne på at få kunder i butikken ved diverse 'populære' foranstaltninger kræver, at tungen holdes lige i munden for ikke at havne i det rene tivoli. Nationalmuseets aktuelle vikingudstilling kan tjene som afskrækkende eksempel.

Bogens omfattende billedmateriale er smukt og præcist udvalgt som supplement til hvert enkelt tekstafsnit, omend bogen var blevet endnu mere indbydende, hvis ikke så mange af illustrationerne var bredt ud over to sider. Det er i mange tilfælde gået ud over de mesterlige malerier, der skæres igennem af bogmidten.

Fra samlingen af dansk kunst. Joakim Skovgaard i Italien: 'Udsigt fra en have', 1886. Beskåret.

Fra samlingen af dansk kunst. Joakim Skovgaard i Italien: 'Udsigt fra en have', 1886. Beskåret.

Et af bogens væsentlige sideaspekter er de tilbagevendende problemer med at få museets økonomi til at hænge sammen. Entreindtægterne er aldrig nok, og de nødvendige bevillinger fra staten og private fonde kan desværre svinge voldsomt og uforudsigeligt afhængigt af publikumsinteresse og skiftende kulturministre. Lad os håbe, at Ordrupgaard også overlever de næste 100 år.

Dorthe Vangsgaard Nielsen med bidrag af Janus Weinreich Boss og Anne-Birgitte Fonsmark: 'Et museum bliver til. Ordrupgaard gennem 100 år – en billedfortælling'. 264 sider, rigt illustreret. Forlag: I kommission hos Strandberg Publishing. Pris: 299,95 kr.

Publiceret 24 December 2018 10:01