Denne uges anbefaling er 'Ved Glemslens Rand' af Sergej Lebedev. Pressefoto

Denne uges anbefaling er 'Ved Glemslens Rand' af Sergej Lebedev. Pressefoto

Biblioteket anbefaler: Fantastisk beskrivelse af et arret samfund

Af
Thomas Kendal

bibliotekar

Gentofte Hovedbibliotek

'Ved glemslens rand' af Sergej Lebedev (f. 1981) er en fantastisk flot, men meget voldsom roman.

I første del af bogen er fortælleren en lille eftertænksom dreng, der oplever den uhyggelige blinde mand, som alle kalder Bedstefar To, langsomt få større og større magt over ham.

Det beskrives hvordan denne 'bedstefar'-skikkelse ligeså stille fedter sig ind på familien og de andre beboere i det ellers trygge sommerhusområde. Han har i sin tid bestemt, om fortælleren skulle fødes, og han ender med at bestemme om han skal leve.

Hvem var Bedstefar To?

Den voksne del af bogen handler til dels om fortællerens søgen efter, hvem og hvad Bedstefar To var, men også om sporene efter den totale stat. Natur og mennesker bærer stadig mén efter kommunismen. Her bevæger historien sig til udkanten af civilisationen i Sibirien, hvor også forfatteren har arbejdet som geolog.

Værket er fyldt med små tanker og observationer. Den stille fortællerstemme bemærker både den lille sprække i murværket og det enorme minekrater i permafrosten. Ud fra alle disse formes en fantastisk beskrivelse af et arret samfund.

Den er trods sit smukke sprog og mange korte filosofiske overvejelser båret af en spændende fortælling om jagten på Bedstefar Tos historie, så læseren tvinges frem i stedet for at falde i staver over de mange flotte passager.

'Ved glemslens rand' er skrevet i 2010 og nu endelig (meget flot) oversat til dansk efter at være braget igennem i blandt andet USA.

Publiceret 26 December 2018 09:12