'The square' er den mest streamede film i 2018. Pressefoto

'The square' er den mest streamede film i 2018. Pressefoto

Top ti: Her er Gentofteborgernes mest streamede film på Filmstriben i 2018

Af
Thomas Kastberg

ansvarlig for Gentofte Hovedbiblioteks Filmklub

Indbyggerne i Gentofte har i år haft en klar favorit på filmstriben. Svenske ‘The Square’, en komisk og udfordrende kunstfilm, er blevet streamet over dobbelt så mange gange som nummer to på listen, ‘Wind River’, et gribende mordmysterie og indblik i afmagt og trøstesløshed i et indianerreservat.

10. Kvinden fra Brest: Sidse Babett Knudsen spiller hovedrollen som lægen, Irène Frachon, der er ansat på Universitetshospitalet i Brest i Nordfrankrig. Hun opdager, at en populær slankepille indeholder et stof, der forårsager hjertestop. Irènes tese om en sammenhæng mellem pillerne og flere dødstilfælde møder massiv mistro fra sundhedsmyndighederne og den profithungrende medicinalindustri og hun må kæmpe både fagligt og personligt for at få sandheden frem.

9. Flammen og Citronen: Vi skriver 1944, og modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt er spidset til. Flammen og Citronen er specialister i stikkerlikvideringer. Men med den smukke dobbeltagent Kettys opdukken, bliver det stadigt mere kompliceret at finde ud af, hvem der er fjender og venner.

8. The Big Sick: Romantisk komedie. Det slår gnister, da Kumail møder Emily efter et standup show og det der egentlig skulle have været et engangsknald viser sig at være den ægte vare. Kumails pakistanske familie har dog andre planer for sønnens fremtidige giftermål. Da Emily bliver ramt af en mystisk sygdom og indlagt på hospitalet, må Kumail håndtere mødet med hendes forældre, der bestemt ikke ser ham som den perfekte svigersøn.

7. Orla Frøsnapper: Orla Frøsnapper er den lille bys bølle, der terroriserer børnene i byen, men drengen Victor og hans ven, Jakob, og Jakobs kusine Clara er heldigvis klogere. De tre børn narrer gang på gang den mindre kløgtigere Orla i den sommerferie, hvor også cirkus Bardini kommer til byen.

6. The Party: Janet er endelig blevet sundhedsminister, og det skal selvfølgelig fejres med de nærmeste venner. Men stemningen er anstrengt, og da Janets mand, Bill, endelig løfter sløret for sit mismod, vælter skeletterne ud af skabet, og ingen har åbenbart noget at lade de andre høre.

5. Wonder Wheel: ’Wonder Wheel’ er historien om fire menneskers liv, der flettes sammen i en charmerende og travl forlystelsespark på Coney Island. Servitricen, Ginny (Kate Winslet), er tidligere skuespiller med tendens til både ekstrem begejstring og stille melankoli. Humpty (Jim Belushi) er Ginnys kradsbørstige mand og karruseloperatør. Micky (Justin Timberlake) er den nydelige unge livredder, der drømmer om at blive manuskriptforfatter.

4. Love Actually: I ugerne op til jul følger vi en række personer, der forelsker sig, bryder med hinanden, bliver forladt eller finder ny kærlighed. De mange små historier tegner tilsammen et billede af kærlighedens væsen.

3. Captain Fantastic: Langt inde i en skov isoleret fra det omkringliggende samfund bor en hengiven og meget anderledes far med sine seks børn. Ben har dedikeret sit liv til ét formål: at sikre, at hans børn bliver til nogle ekstraordinære mennesker ved hjælp af hård fysisk træning og intellektuel skoling. Men da en tragedie rammer familien, er de nødt til at forlade det paradis, de selv har skabt, og tage på road trip ud i civilisationen.

2. Wind River: Den erfarne vildtjæger Cory Lambert (Jeremy Renner) finder en ung kvinde død i sneen i vildmarken i Wyoming. Alt peger på, at hun er blevet brutalt voldtaget og er flygtet barfodet hele natten gennem det øde snelandskab. Til at lede efterforskningen sender FBI en ung nyuddannet agent, Jane Banner (Elizabeth Olsen), fra Las Vegas-kontoret. Sammen begynder det umage par at følge de spor, der kan løse det mystiske mord og sagen viser sig at trække tråde til Corys egne rødder i det gamle indianerreservat.

1. The Square: Christian (Claes Bang) er succesfuld kunstnerisk chef på et moderne kunstmuseum. Han er i centrum af den kreative elite og tager sit job meget alvorligt. I dagene før åbningen af den prestigefyldte udstilling ”The Square”, bliver Christian udsat for et tricktyveri på åben gade. En oplevelse, han ikke kan slippe og sammen med sin assistent, Michael (Christopher Læssø), indleder han en jagt på tyven.

Publiceret 31 December 2018 08:01

SENESTE TV