Asger Aamund taler om de udfordringer, Danmark står midt i, når han gæster Hovedbiblioteket den 17. januar kl. 19.30. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Asger Aamund taler om de udfordringer, Danmark står midt i, når han gæster Hovedbiblioteket den 17. januar kl. 19.30. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Asger Aamund giver sit bud på en verden i uro

Den kendte erhvervsmand giver foredrag på Hovedbiblioteket torsdag den 17. januar kl. 19.30

Af
Jesper Bjørn Larsen

Der var fyldt i kantinen på Gentofte Rådhus, da den konservative vælgerforening i slutningen af oktober havde inviteret Asger Aamund til at tale om Danmarks rolle i en mildest talt urolig verden. Men foredraget sluttede brat, da han fik et ildebefindende og måtte lade sig tilse af en læge.

Asger Aamund kom dog hurtigt på benene igen og lovede arrangørerne, at han nok skulle vende tilbage med sit foredrag, der bærer titlen 'Danmark i perspektiv - hvor skal vi hen?' Han har vist sig at være en ordholdende mand, for nu gæster han Hovedbiblioteket torsdag den 17. januar kl. 19.30 med samme foredrag.

I foredraget vil Asger Aamund gennemgå den forventede økonomiske og politiske udviklng i Danmark de næste år med en belysning af vores udviklingsmuligheder, men også af de trusler, der lurer forude. Hvad betyder Englands udtræden af EU, USA's ændrede rolle og Kina og Ruslands ageren på verdensscenen? Der er nok af åbne spørgsmål her ved starten af 2019, og det er i det farvand, Asger Aamund stævner ud.

Asger Aamund er bosat i Gentofte og student fra Aurehøj Gymnasium. Med en HA i bagagen har han arbejdet i adskillige store danske virksomheder med international tilknytning, senest som administrende direktør i Ferrosangruppen. Sideløbende har han opbygget en bestyrelseskarriere i en bred vifte af selskaber. Han er samtidig en hyppigt benyttet kommentator på både radio og tv.

Foredraget med Asger Aamund er arrangeret af den konservative vælgerforening i Gentofte og er åbent for alle. Det foregår inde i selve biblioteket, hvor der vil blive opsat stole, oplyser formanden Birgitte Dember.

Publiceret 15 January 2019 15:00

SENESTE TV