Man indfanges af personerne og det drama og de konflikter, der udspiller sig mellem dem i Ordrup Gymnasiums version af 'Hair', skriver vor anmelder. Foto fra forestillingen

Man indfanges af personerne og det drama og de konflikter, der udspiller sig mellem dem i Ordrup Gymnasiums version af 'Hair', skriver vor anmelder. Foto fra forestillingen

Anmeldelse: OG får hårene til at rejse sig - på den gode måde

Eleverne fra Ordrup Gymnasium fortjener stor ros for en musikalsk og vedkommende 'Hair' i Ordruphallen, vurderer Villabyernes anmelder, der kvitterer med fem ud af seks stjerner

Af
Susanne B. Gjedde

*****

Vi befinder os i det sydlige Manhattan i et bohemekvarter i New York i 1960´erne i en brydningstid, hvad angår fri kærlighed, brug af euforiserende stoffer og oprør mod autoriteterne. Hippiekulturen har fundet fodfæste hos mange unge mennesker, som går i fredsdemonstrationer og nægter at deltage i krigen i Vietnam og brænder deres indkaldelse til militæret.

På scenen i Ordruphallen er stemningen sat med røgelsespinde og skødesløst klædte unge mennesker med langt hår, pandebånd og bare tæer. Efter en flot musikalsk intro kommer skuespillerne på plads, og med den iørefaldende melodi 'The age of Aquarius' fremført af en af de kvindelige solister går det løs.

Publikum inddrages på charmerende vis: "vil du lige holde min frakke", og der bliver givet hånd og sendt hilsner rundt. Vi bliver lige så stille en del af en stor og kærlig familie. Men trods åbenhed og tolerance slipper man ikke for problemer. Det er ikke altid den du elsker, der vil have dig, og hvordan kan det være, at du kan engagere dig så helhjertet i en diskussion om social uretfærdighed og tale om næstekærlighed, når det samtidig ser ud, som om du er ligeglad med, om du kommer til at såre dine nærmestes føleleser?

På scenen bliver vi godt underholdt af fine sangstemmer, dans, breakdance og akrobatiske numre. Vi har et kor til venstre for scenen og til højre levende musik, som særligt i anden akt gør sig bemærket med flere fine små stykker. Det er imponerende at se det engagement og det overskud, der præsenteres på alle fronter.

Hovedroller med nærvær

Trods svære tekster og ikke altid de mest iørefaldende melodier med skæve toner indfanges man af personerne og det drama og de konflikter, der udspiller sig mellem dem. Særligt de tre personer, der har hovedrollerne som Claude, Berger og Sheila skal fremhæves for deres stemmer, nærvær og charme. Specielt Sheila formår at skabe et drama og en følelsesmæssig indlevelse, som giver tårer i øjnene. Hun er så meget til stede.

Stemningen svinger mellem lethed og alvor og humoristiske indslag, som f.eks. når et nygift par fra den borgerlige klasse står over for denne gruppe af unge mennesker. De har hørt noget om hippier; er de mon sådan nogle, og må de få lov til at tage et billede og også blive fotograferet sammen med dem? Rigtig sjovt og godt fremført af parret.

En tilsvarende kontrast mellem mennesker oplever vi, når vi møder Claude hjemme hos sine forældre. Der skal ikke mere til end deres påklædning og en far, der studerer avisen, før vi ved, hvad de repræsenterer. De er enige om, at det nu er på tide, at deres søn bliver en rigtig mand og lader sig indkalde i hæren, så han kan forsvare sit land.

Stykket er en stor præstation fra hele holdets side, skriver Villabyernes anmelder.

Stykket er en stor præstation fra hele holdets side, skriver Villabyernes anmelder.

Det er et tungt dilemma for Claude at skulle vælge mellem at gå imod sine forældres ønske eller følge sine kammerater og brænde sin indkaldelse til militæret. Hippierne er ikke alene om at demonstrere for fred. Vi møder også andre fredelige alternativer og demonstrationer mod militæret såsom grupper af buddister, Hare Krishna og nonner.

Amerikas involvering i Vietnamkrigen, som mange fandt rædselsvækkende, men også absurd, blev udtrykt på følgende måde: De hverver de hvide og sender sorte afsted for at slås mod de gule for at forsvare et land, som de tog fra de røde.

En stor præstation

Claude vælger at drage i krig efter en svær eksistentiel krise om livets mening. "Hvem kan fortælle mig, hvad jeg skal gøre? Hvorfor lever jeg, og hvorfor skal jeg dø?"

Senere ser vi ham dø på slagmarken, og vi lider med ham og de ukendte faldne og deres efterladte. Han bæres til sidst bort indsvøbt i det amerikanske flag af en gruppe engle.

Stykket er en stor præstation fra hele holdets side fra lærerne og de mange kreative elever. Tænk, at de kan få en så omfattende, alsidig og musikalsk udfordrende forestilling sat i scene.

Ordrup Gymnasium har gjort det igen. De får 5 stjerner ud af 6.

Musicalen 'Hair' havde premiere i Orduphallen mandag den 28. januar og spiller ugen ud.

Publiceret 31 January 2019 14:17