I denne uge anbefaler Filmstriben 'Vi ses deroppe' (Au revoir là haut) af Albert Dupontel. Foto fra filmen

I denne uge anbefaler Filmstriben 'Vi ses deroppe' (Au revoir là haut) af Albert Dupontel. Foto fra filmen

Filmstriben anbefaler: Krigens grusomhed fører både til hævn og venskab

Af
Thomas Kastberg

ansvarlig for Gentofte Hovedbiblioteks filmklub

Forfatteren Pierre Lemaitre var måske ikke den mest åbenlyse kandidat til at skrive en af de mest roste romaner om 1. Verdenskrig i nyere tid, men ikke desto mindre vandt han Frankrigs mest prestigefyldte litterære anerkendelse, Goncourt-prisen for ‘Vi ses deroppe’ (Au revoir là haut) i 2013.

Han var ellers bedst kendt for den hårdkogte men velskrevne krimiserie om kommissær Verhoeven (hvor ‘Alex’ nok er den bedst kendte). Før det, var han lærer i litteratur, og det er tydeligt, at han kender klassikerne, ikke mindst ‘Intet nyt fra Vestfronten’.

Under 1. Verdenskrig kæmper de to soldaterkammerater Albert og Edocuard side om side for de franske tropper. Edocuard får sprængt hele underkæben væk, og han overtaler Albert til at give ham en anden identitet og erklære ham død over for sin velhavende familie og ikke mindst sin far, som han afskyr som pesten. Sammen vender de hjem og de hutler sig gennem dagligdagen i et Paris, som slikker sårene efter den grusomme verdenskrig.

Albert har intet tilbage, og Édouard, der har vendt sin familie ryggen, holder sig indendørs, dulmer smerterne med et stigende misbrug af morfin og gemmer sit ødelagte ansigt bag nogle fantastisk flotte hjemmelavede masker.

I Frankrig er man hurtig til at hylde landets faldne soldater, og man planlægger at opføre utallige monumenter i deres ære. Skandaløst nok bliver de sårede og traumatiserede komplet overset. Albert og Edocuard føler sig ihvertfald marginaliseret og mismodige, og begge drømmer om et bedre liv og nærer ikke mindst et dybtfølt ønske om retfærdighed, samt hævn overfor det samfund de forsvarede.

Snyder sin far

Hævnen starter med, at den kreative hjerne Edouard får den idé at tegne skitser af monumenter for de faldne soldater for så at sælge monumenterne uden nogensinde at levere dem. Et svindelnummer, som selv Egon Olsen ville have nikket anerkendende til.

En af de rigmænd der vil rejse et monument, er paradoksalt nok Edouards far. Han udskriver en konkurrence for at få fremstillet det flotteste monument. Vinderen vælges ud fra, hvem der kan vise det bedste resultat på papir. Men han er uvidende om, at hans søn stadig er i live. Hvem vinderen bliver, har de fleste nok gættet.

I en af de mange sidehistorier møder vi også makkerparrets gamle arvefjende, den psykopatiske officer Henri Pradelle, som også er i gang med at udnytte den patriotiske stemning med et dødeligt fupnummer.

Multitalentet Albert Dupontel, en velrenommeret figur i fransk film, spiller Albert og har på imponerende vis også instrueret filmen. Hans nærmest stumfilmsagtige skuespil (ala Chaplin) med fagter og underlig gangart passer fint til filmens syrede stil. Samspillet med Eduoard, portrætteret af kæmpetalentet Nahuel Perez Biscayart, er sublimt og stærkt.

Den maskeklædte Biscayart spiller næsten udelukkende med øjnens mimik. En flot præstation.

Lemaitres roman blev kaldt umulig at filmatisere, da den er så kompleks og fyldt med afstikkere. Men det er lykkedes til noget nær perfektion. Filmen bobler nærmest over af visuelt overskud og fortælleglæde, er fyldt med sort og absurd humor, på trods af nogle ekstremt mørke temaer som posttraumatisk stress, død, korruption og manipulation. En film om krigens ødelæggende kraft – men også de positive ting, som kampens grusomhed kan bringe med sig, er der plads til - nemlig venskabet.

Pyt, at det hele er lidt for usandsynligt til tider. Underholdende er det i hvertfald i 'Vi ses deroppe'.

Publiceret 10 February 2019 10:44