"Vi skal bekæmpe utryghedsskabende kriminalitet som indbrud og tyverier. Derfor vil regeringen fortsat have fokus på området fremover," skriver Rasmus Jarlov i et læserbrev til Villabyerne.

DEBAT: Flere politifolk skal bekæmpe tyverier

Af
Rasmus Jarlov (K)

erhvervsminister

medlem af Folketinget

Det er ikke tilfredsstillende, når politiet på grund af mangel på ressourcer må undlade at rykke ud til indbrud og tyverier.

Det er blandt andet derfor, regeringen tilfører flere betjente til politiet, således at der ved udgangen af 2019 vil være 600 flere betjente end i oktober måned 2015. Det svarer til, at der er kommet to betjente mere hver uge i perioden.

Gentofte har i lang tid været hårdt plaget af indbrud og tyverier. Formanden for Handelsstandsforeningen i Gentofte, Jørgen Simmelsgaard, har sagt, at han oplever, at politiet ikke har ressourcer til at reagere på butikstyverier, selv når tyven bliver taget på fersk gerning.

Det vil regeringen lave om på ved at ansætte flere betjente.

Ud over at ansætte flere betjente har regeringen også gennemført en række andre tiltag, som skal begrænse den utryghedsskabende kriminalitet. Vi har blandt andet skærpet straffen for indbrud i beboelser, hvor der opholder sig en person.

Derudover har vi hævet strafferammen for bandekriminalitet og styrket indsatsen imod banderne. Det har ført til, at et ud af tre registrerede bandemedlemmer i dag sidder bag tremmer.

Vi skal bekæmpe utryghedsskabende kriminalitet som indbrud og tyverier. Derfor vil regeringen fortsat have fokus på området fremover.

Publiceret 18 February 2019 08:00

SENESTE TV