Mød den britiske journalist, skribent og podcastvært Dolly Alderton 26. februar på Gentofte Hovedbibliotek. Pressefoto

Mød den britiske journalist, skribent og podcastvært Dolly Alderton 26. februar på Gentofte Hovedbibliotek. Pressefoto

Dolly Alderton gæster Hovedbiblioteket

Kom til debataften på dansk og engelsk med skæve og sjove vinkler

Der er lagt op til både seriøs debat og skægge og skæve indfald, når den britiske journalist, skribent og podcastvært Dolly Alderton og den danske debattør og forfatter Anja Leighton interviewes af Julia Lahme. Det sker 26. februar på Gentofte Hovedbibliotek kl. 19 til 21.

Dolly Aldertons nye bog 'Alt hvad jeg ved om kærlighed' er en personlig fortælling om at blive voksen, blive ældre og finde rundt i alle mulige former for kærlighed. Alderton er af flere anmeldere blevet kaldt for Englands nye Caitlin Moran.

At blive voksen i medgang og modgang – det er noget, forfatter Dolly Alderton kender til. Igennem sine klummer i Sunday Times, Daily Telegraph og Marie Claire samt hitpodcasten The High Low har hun kastet sig hovedkulds ud i kærlighed, venskaber og karriere.

Alderton fortæller om datingkulturen i en digital tidsalder, og om at være forelsket, blive droppet og opdage, hvor vigtigt venskaber er. 'Alt hvad jeg ved om kærlighed' væver anekdoter, skarpe observationer, lister, madopskrifter og vignetter sammen til en historie, der allerede har vakt genklang hos tusindvis af engelske kvinder i alle aldre. Alderton interviewes på engelsk af forfatter Julia Lahme.

Efterfølgende kan man møde danske Anja Leighton, der har skrevet bogen 'Aldrig kun til pynt – et søstermanifest', efter hun i efteråret 2018 stod frem og fortalte om seksuelle krænkelser på gymnasier såsom puttemiddage og auditions. Bogen gør op med det pres, unge kvinder lever under, og råber til alle piger, at de skal tage kampen op og aldrig bare holde deres kæft. Hun interviewes også af Julia Lahme.

Arrangementet er gratis, men man skal tilmelde sig på genbib.dk/billetter

Publiceret 19 February 2019 16:21