Udstillingen i Galleri Borella på Ordrupvej 98D viser såvel oliemalerier som sarte nærmest poetiske akvareller.

Udstillingen i Galleri Borella på Ordrupvej 98D viser såvel oliemalerier som sarte nærmest poetiske akvareller.

Anmeldelse: Færøsk kunst på Ordrupvej

Den kendte færøske maler, forfatter, kunstkritiker og museumsmand, Bárdur Jákupsson viser ekspressive værker i lokalområdet. Villabyernes anmelder Adam Grandjean kvitterer med fem stjerner

Af
Adam Grandjean

Møder man et menneske iklædt regntøj om sommeren på Færøerne, kan man rolig regne med, at det er en turist. Færingerne kunne ikke drømme om at lade sig tyrannisere af sommervejret. Så regner det. Så skinner solen. Så kommer havgusen. Så regner det igen, osv. …i løbet af dagen.

Men netop dette skifte fascinerer de færøske malere, fordi lyset hele tiden ændrer karakter og skaber kontrast til de grønne fjelde og sorte klipper. De kan noget med farver deroppe.

Koloristiske tegn

Det færøske standardmotiv er bygdehuse og fårestier mellem fjeld og hav, og måske specielt tidligere: Grindedrabets blodrøde dramatik. Kunstmaleren Bárdur Jákupsson (f. 1943) går en anden vej.

Selvom han har atelier i den maleriske bygd Gjógv på nordkysten af øen Eysturoy med de små malede huse og fjeldene i det fjerne, vælger kunstneren det stærkt ekspressive udtryk, hvor han, med fokus på geologien og fjeldlandets dramatiske opadstræbende strukturer opløser motivet i koloristiske kalligrafiske tegn.

Billederne er klart ekspressionistiske, men uden at tabe referencerne til naturen og dens kolorit. Udstillingen i Galleri Borella på Ordrupvej 98D viser såvel oliemalerier som sarte nærmeste poetiske akvareller, men igen med reference til Færøernes barske natur.

Alsidigt talent

Bárdur Jákupsson har siden sit afbrudte studium på Kunstakademiet i København i starten af 1970erne haft mange roller i det færøske kulturliv. Lærer, kunstpædagog, tidskriftsredaktør, organisationsmand, forfatter og i en årrække direktør for Færøernes Kunstmuseum i Torshavn. Han har lavet udsmykninger i forskellige materialer, skabt scenografi, bogomslag og – illustrationer samt fri- og julemærker.

Udstillingen er åben tors.-fre. 13- 18. Lør. 10-14. Sidste dag 30. marts.

Publiceret 13 March 2019 14:00

SENESTE TV