Ugens læser: "Dave Goulsons bøger om humlebier har imponeret mig, fordi han på en gribende måde formidler videnskabelige fakta"

Karen Stevnbak Andersen, 46 år, Grøn Guide Gentofte

Hvilken roman har du sidst læst?

"'Vi Kunne Alt' af forfatter Merete Pryds Helle. Jeg havde forinden læst 'Folkets Skønhed' af samme forfatter og desværre synes jeg ikke, at 'Vi Kunne Alt' var nær så god".

Hvem er din favoritforfatter?

"Det er svært at nævne én forfatter, da det skifter hele tiden for mig. Efter at have læst et antal bøger af den samme forfatter begynder dennes bøger at kede mig og jeg skifter til en ny forfatter. Dave Goulsons bøger om humlebier har imponeret mig, fordi han på en gribende måde formidler videnskabelige fakta. Jeg har elsket at læse Haruki Murakami bøger, der foregår i et magisk univers, og hvis det skal være en dansk forfatter, har jeg været meget glad for Troels Kløvedals verdenskloge beretninger."

Hvad er din favoritgenre?

"Det er lige så svært som med forfattere, fordi det hele tiden skifter, en overgang har jeg været meget glad for magiske romaner, så læste jeg eksotiske/historiske romaner, fra f.eks. Afghanistan og Kina. Jeg har på seneste læst mange biografier, jeg har også flirtet med novellesamlinger og så har jeg læst mange filosofiske og samfundskritiske bøger, som Tor Nørretranders bøger."

Har du nogensinde opgivet en bog?

"Ja, det sker ofte, at jeg låner en bog, og så kan jeg af forskellige årsager ikke rigtigt komme i gang med den,, men må aflevere den tilbage. Min læsning er og skal være lystbetonet, så jeg tvinger ikke mig selv til at læse en bog færdig, hvis ikke den griber mig".

Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?

"Occupy World Street - vejen til en værdi fremtid' af Ross Jackson synes jeg alle bør læse, da det er et meget vigtigt emne, og den er utrolig godt skrevet. Men hvis der er for tung læsning, synes jeg, man skal læse 'Humlen Ved Det Hele' af Dave Goulson, det er en fantastisk hyggelig og lærerig bog om et meget vigtigt emne".

Karen Stevnbak Andersen holder to arrangementer på Jægersborg Bibliotek i foråret. Den ene er en workshop om 'Den bæredygtige altanhave' tirsdag 14. maj kl. 17 og den anden er 'Naturfamilier laver vild mad' lørdag 11. maj kl. 10. Det sker i samarbejde med Dansk Naturfredningsforening Gentofte.

Publiceret 18 March 2019 10:00