Nanna Goul er født i 1980 og debuterede med romanen Privat skov i 2012. Erle Perle udkom i 2017. Foto: Thomas Howalt Andersen / Ritzay Scanpix

Nanna Goul er født i 1980 og debuterede med romanen Privat skov i 2012. Erle Perle udkom i 2017. Foto: Thomas Howalt Andersen / Ritzay Scanpix Scanpix Denmark

Biblioteket anbefaler: Naturen som dæmonisk modspiller

Af
litteraturformidler Christine Fur Fischer

Gentofte Hovedbibliotek

Elleve små fortættede fortællinger er, hvad Nanna Gouls novellesamling 'Erle Perle' fra 2017 rummer. Hverdagsfortællinger, der stikker af, tager en uventet drejning og åbner en sprække mod det gysende uforklarlige. Præcis som novellegenren gerne skal gøre det.

Ofte strømmer noget dyrisk eller noget, der hører naturen til, ind i den ordnede, civiliserede, kultiverede verden gennem små sprækker, når overfladen krakelerer og viser noget uforklarligt og absurd nedenunder. Som i novellen 'Bag ved din seng, når du sover', hvor havet trænger ind på et ungt par og overtager den ene af dem:

"Vandmanden ligger ved siden af Andreas hovedpude, de små lilla cirkler er næsten selvlysende, hun kalder igen på Hans, der bare snorker videre. Andrea løber rundt om sengen, tager fat i Hans for at ruske ham. Så kan hun mærke det. Se det. Han er kold og våd. Lugter af salt og har sand i håret, på kroppen. I den ene hånd har han en konkylie."

Truende understrøm

Også i titelnovellen, der er en af de mest markante og rammende i samlingen, er naturen en dæmonisk modspiller. Et forældrepar er på vandretur med deres små tvillinger i Schwarzwald og indhylles pludselig i tåge, falder ned i en mineskakt og bliver væk fra børnene.

Katastrofen har længe luret, men forældrene har været for opslugte af hinanden til at ænse det, som læseren har fornemmet fra begyndelsen. Og sådan ligger der en understrøm af noget truende i flere af de velskrevne noveller. Nanna Goul debuterede i 2012 med romanen 'Privat skov' og er desuden kritiker og skribent på Dagbladet Information. 'Erle perle' er Nanna Gouls anden bog.

Publiceret 23 March 2019 10:13

SENESTE TV