Forfatteren Julie Hastrup er ugens læser. Foto: Steen Evald

Forfatteren Julie Hastrup er ugens læser. Foto: Steen Evald

Ugens Læser: Det bedste, Julie Hastrup ved, er et gennemtænkt krimiplot, der twister og overrasker

Julie Hastrup, 50 år, forfatter.

Hvilken roman har du sidst læst?

"Krimien 'Sommermørke' af den svensk-amerikanske Stina Jackson, hvilket viste sig at være et fint bekendtskab. Selve plottet havde jeg for længst gættet, så det var desværre ingen overraskelse, til gengæld er Stina Jackson eminent god til personbeskrivelserne og til at skrive en langsom spænding frem, hvilket fungerer supergodt."

Hvem er dine favoritforfattere?

"Åh, jeg har mange! Af nyere forfattere må det være Delphine de Vigan."

Hvad er din favoritgenre?

"Jeg læser al slags litteratur, men der er ingen tvivl om, at krimigenren står mig meget nær. En velskrevet krimi med et gennemtænkt plot - gerne et, der twister og overrasker mig i slutningen af bogen - er noget af det bedste, jeg ved."

Har du nogensinde opgivet en bog?

"Ja, jeg har opgivet adskillige gennem årene, både krimier og almindelige skønlitterære, og det må man altså godt. Hvorfor dog bruge tiden på noget, der ikke fænger. Dog skal man lige huske at give tingene en chance, så jeg læser mindst 50 sider, før jeg kvitter en bog."

Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?

"Lige nu er jeg i gang med 'Jeg har også levet' - en brevveksling mellem Astrid Lindgren og hendes tyske veninde Louise Hartung. En samtale baseret på 600 breve om litteratur, drømme, venskab og kærlighed. Interessante og kloge betragtninger."

Publiceret 13 April 2019 11:36