Biblioteket anbefaler i denne uge Geir Gulliksens nye roman 'Se på os nu'. Pressefoto

Biblioteket anbefaler i denne uge Geir Gulliksens nye roman 'Se på os nu'. Pressefoto

Biblioteket anbefaler: Stærk og hudløs skildring af en affæres konsekvenser

Af
Signe Langtved Pallisgaard

Litteraturkonsulent

Gentofte Kommune

Geir Gulliksens nye roman 'Se på os nu', der udkommer her i april, fortsætter den ærlige og uforfærdede undersøgelse af kærligheden mellem to mennesker, som Gulliksen påbegyndte i succesromanen 'Historie om et ægteskab'.

I 'Se på os nu' møder vi den 50-årige Hans, der har været gift med Ingunn i 14 år. Til et bryllup havner han ved siden af den meget yngre Harriet, som er nybagt mor, og hende indleder han modstræbende, omend heftigt, en lidenskabelig affære med.

Romanen er en stærk og hudløs skildring af alle de følelser, kræfter og konsekvenser, denne affære sætter i spil. Den velskrevne, underholdende og tankevækkende roman har vakt en livlig debat om kønsroller, ægteskab, kærlighed og begær og om den såkaldte autofiktion.

Gribende skilsmissedrama

Norske Geir Gulliksen er født i 1963 og er forlægger på Forlaget Oktober. Han debuterede i 1986 og har skrevet digte, essays, skuespil, børnebøger og adskillige romaner. I 2012 modtog han Aschehougprisen for sit forfatterskab.

Med sin roman 'Historie om et ægteskab' fra 2015 fik han mange nye læsere i hele Skandinavien. Romanen fik strålende anmeldelser, den blev kaldt et ”intenst og gribende skilsmissedrama” og har vakt stor debat. 'Historie om et ægteskab' blev desuden nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Du kan møde Geir Gulliksen på Gentofte Hovedbibliotek onsdag 24. april kl. 17.00. Det er gratis, og du kan tilmelde dig på genbib.dk/billetter.

Publiceret 14 April 2019 09:16