Filmstriben anbefaler i denne uge 'Beginners' af Mike Mills. Foto: Filmstriben

Filmstriben anbefaler i denne uge 'Beginners' af Mike Mills. Foto: Filmstriben

Filmstriben anbefaler: En livsbekræftende historie om at kaste sig ud på dybt vand og begynde forfra

Af
Af Bibliotekar Lisa Stahlhut

Gentofte Hovedbibliotek

'Beginners' fra 2010 er både skrevet og instrueret af Mike Mills. En livsbekræftende historie om far-søn forhold, familie, kærlighed og om at turde kaste sig ud på dybt vand og starte på en frisk.

Vi kan her nyde de to store skuespillere, Ewan McGregor og Christopher Plummer, som far og søn. Plummer fik for denne film en Oscar for bedste mandlige birolle.

Da vi i filmens begyndelse møder den 38-årige illustrator Oliver (Ewan McGregor), har han lige mistet sin 80-årige far, Hat Field (Christopher Plummer) efter et længere sygdomsforløb. Han rydder op i faderens ting og reflekterer over sit forhold til forældrene og deres ægteskab, som han aldrig rigtig kunne blive klog på.

Forældrene var gift i 44 år, og moderen, som var død nogle år tidligere, virkede noget forsømt af Hat, som var en meget fraværende far og ægtemand, hvilket gjorde, at Oliver i barndommen var meget alene med sin mor (Mary Page Keller).

Hunden og kærligheden

Filmen springer en del i tiden mellem Olivers barndom og voksenliv, men Oliver, der er i stor sorg over faderens død, tænker især meget tilbage på tiden efter moderens død, hvor den da 75-årige Hat efterfølgende og noget overraskende fortæller Oliver, at han er homoseksuel og nu endelig vil leve det fuldt ud.

Med denne viden falder meget på plads for Oliver, om hans barndom og forældrenes triste ægteskab. Et ægteskab, de indgik, på trods af, at moderen var vel vidende om Hat og hans 'tendenser', men som hun håbede på ville gå over.

Vi får med Olivers øjne historien om Hats sidste år, hvor han endelig møder den store kærlighed, hos den noget yngre og omsorgsfulde Andy (Goran Višnjić). Hat er meget lykkelig i de år, indtil han bliver alvorligt syg. Da sygdommen rammer, kommer far og søn tæt på hinanden, og de får talt ud. Faderen, som inden sin død har fået et nyt syn på det værdifulde i livet, er åbenlyst bekymret over Oliver, der endnu ikke har mødt kærligheden.

Midt i sorgen har Oliver overtaget faderens hund, Jack Russell-terrieren Arthur, som han bliver meget knyttet til. Arthur er med filmen igennem, da den ikke kan være alene, og man kan ikke andet end at overgive sig til den hund. En dag bliver Oliver lokket med til en fest, og her møder han den unge franske skuespiller Anna (Mélanie Laurent).

De forelsker sig og indleder et forhold, men det er ikke helt ukompliceret, især ikke for Oliver, der har svært ved at leve forholdet ud, men måske har han trods alt lært noget af sin gamle far om kærlighed, så det måske alligevel kan lykkes for dem.

En skøn og nærværende film, som selvfølgelig skyldes de flotte skuespilpræstationer fra alle skuespillere og ikke mindst Arthur.

Publiceret 21 April 2019 08:11

SENESTE TV