"Jeg er vild med syngepigerne i Bakkens Hvile og dypper med glæde de finkulturelle tæer i folkedybets dam," skriver Villabyernes anmelder. Foto: Pressefoto

Anmeldelse: Bakkens Hvile er meget mere, end du tror

Ja, den er festlig, folkelig og fornøjelig, men også fornyende

Af
Af Dorte Fjeldsted

******

anmeldelse "Jeg har aldrig holdt mig på måtten," synger Lone nok så kækt! Og selvfølgelige ender det med, at Lone bliver taget PÅ måtten. Og sådan er det fra start til slut i Bakkens Hviles sæson nummer 142.

Alt er ved det gamle. Løvet hænger ned fra loftet, dunkel belysning, Hanne, der har været med i 25 år, viser myndigt på plads, pigerne troner i de røde plydsstole med smålumre kommentarer til hinanden og venter på det bliver deres tur. Der vises ben, både forfra og bagfra. Herligt!

Vi får potpurrierne med alle de gamle kendinge: Gå med i lunden, Alle går rundt og forelsker sig, Livet er et kort sekund, Køb blomster køb blomster, mens roserne mildt bliver kastet ud til publikum , og sedlerne fra særligt gavmilde publikummer straks forsvinder i barm og strømpebånd. Som pigerne siger: en seddel i strømpebåndet har aldrig skadet nogen.

Ja, og alle skråler med på alt, hvad vi kender og genkender, minderne har vi da lov at ha’.

Pigerne er de samme. Anført af en veloplagt Dot Wessman har vi Tina Grunwald, Ann Farholt og Lone Jensen, suppleret med Anne Herdorf, som springer ud som ny bakkesangerinde. Det kan hun roligt fortsætte med.

Går også nye veje

Og så alligevel brydes traditionen med fine nye sange og tekster, alt holdt i den lettere lumre tone, som det skal være i denne skovpavillon på Bakken: Om veganeren, der aldrig har set så meget kød uden kartofler . Om man kan blive fyr og flamme, selv i en ægteskabelig ramme? Om Helga Elga Ruth, der aldrig blev en stor sanger, blev omdøbt til Anne (Herdorf), nu er hun her, måske skulle hun hellere have heddet Birthe Kjær.

Eller: Der må ske noget nyt i mit liv, for ellers går jeg sgu hen og bliver negativ.

Og eksprestoget til Kina, flot koreografi, med Anne, Tina og Lone, "ting ming tur", betyder læg dig ned, og det gør vi - af grin. De flot udstyrede damer gi’r den, hvad lokomotivet kan trække, tak for det!

At blive inviteret til en lille flirt af Tina, Anne og Dot lader man sig ikke sige to gange. Forførelsen er en kendsgerning.

Langtidsholdbar

Jeg indrømmer det gerne: Jeg er vild med syngepigerne i Bakkens Hvile og dypper med glæde de finkulturelle tæer i folkedybets dam.

Og som de synger: Bakkens Hvile bliver yngre, jo ældre den bliver.

Langtidsholdbar, med fest og farver, det er den i hvert fald, flot koreografi af Susanne Breuning, super klaver og arrangement af Kenneth Siclau, der fik sin egen hyldestvise i anledning af 25 års jubilæet. Fuldt fortjent.

De nye forfattere, Leif Maibom, Karen-Marie Lillelund og Sigurd Barret, rammer plet i blandingen af fornyelse og tradition, romantik og pikanteri. Så en skøn oplevelse i skovpavillonen , hvor ingen heldigvis holder sig på måtten, men bli’r taget på den.

Det folkelige og farverige lever i bedste velgående,

Der er altså noget om snakken, der er sjovere på Bakken. Ta’ afsted og nyd en dag i skoven, slut med syngepigerne og så ud i sommernatten, med dejlige ørehængere vibrerende i krop og sjæl. Man kan kun blive i godt humør. God fornøjelse.

Jeg giver 6 stjerner ud af 6 mulige, fordi det rammer som det skal, tempoet er flot, kostumerne spektakulære som sædvanlig og musik og tekster i top.

Jeg glæder mig allerede til næste år.

Publiceret 05 June 2019 13:12