Gentofte Svømmeklub har haft en god sæson. Pressefoto

Gentofte Svømmeklub har haft en god sæson. Pressefoto

Flot sæsonafslutning fra Gentofte Svømmeklub

En stor sæson for Gentofte Svømmeklub kulminerede forrige weekend, da en række af klubbens bedste svømmere imponerede ved de danske og nordiske mesterskaber.

Ved DM på langbane i Helsingør triumferede Lucas Bruun Strøbek, Clara Rybak-Andersen og Elisabeth Sabroe Ebbesen, der netop er vendt hjem fra junior-EM i Rusland med det danske landshold, ved at blive danmarksmestre for seniorer.

Lucas Bruun Strøbek vandt både DM-guld i 400 meter medley og på 200 meter medley og hentede desuden DM-bronze i 200 meter bryst.

Elisabeth Sabroe Ebbesen blev danmarksmester efter guld i både 50 og 100 meter fri, mens Clara Rybak-Andersen vandt DM-guld i 200 meter medley og bronze i 200 meter bryst.

Derudover tog Nina Toft DM-bronze i 200 meter ryg, mens Gentoftes junior-holdkap for kvinder vandt DM-titlen i juniorernes holdkonkurrence.

Mere metal i Vejle

Og der var mere metal til Gentofte i weekenden.

Ved de nordiske juniormesterskaber i Vejle hentede Kristine Nilsson Norby guld i 100 meter medley, 200 meter ryg samt med den danske holdkap i 4x100 meter medley.

Samtidig strøg Asta Poulsen Dolan øverst på medaljeskamlen med guld i 200 meter fly, mens det blev til bronze på den halve distance.

Weekendens medaljehøst i Helsingør og i Vejle markerer afslutningen på en af de flotteste sæsoner for Gentofte Svømmeklub nogensinde.

Gentofte-svømmer Clara Rybak-Andersen kan dog ikke gå på sommerferie endnu. Efter junior-EM i Kazan i Rusland blev hun udtaget til at repræsentere Danmark ved junior-VM i Budapest Ungarn i august.

jesl

Publiceret 22 July 2019 15:55