Merete Pryds Helle er uddannet fra Forfatterskolen i København i 1990 og har en bachelorgrad i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Foto: Thomas A

Merete Pryds Helle er uddannet fra Forfatterskolen i København i 1990 og har en bachelorgrad i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Foto: Thomas A

Biblioteket anbefaler: Hendes tidligere værker har noget spændt og sprødt over sig

Af
Christine Fur Fischer

litteraturformidler

Gentofte Hovedbibliotek

Jeg læste Merete Pryds Helles anden bog og første roman 'Vandpest', da jeg var 19 år og gik til studentereksamen.

Min dansklærer i gymnasiet havde introduceret os til hende, ligesom vi havde læst Christina Hesselholdts formidable lille debutroman 'Køkkenet, gravkammeret & landskabet' og Helle Helles noveller.

Stilen i deres tekster var ny for mig og ramte noget i mig, som jeg tror, bærer en stor del af grunden til, at jeg besluttede mig for at læse litteraturvidenskab på universitetet.

Jeg glemmer aldrig den fortættede stemning i 'Vandpest', som jeg lå i mit værelse i mit barndomshjem og læste indimellem eksamenslæsningen med forsommersolen stående ind ad vinduet i karnappen og med lydene fra fuglene ude i haven.

Selv om jeg har læst mange bøger siden 'Vandpest', er den stadig blandt de bogminder, jeg skatter højest.

'Vandpest' fra 1993 er Merete Pryds Helles første roman.

'Vandpest' fra 1993 er Merete Pryds Helles første roman.

I dag er Pryds Helle jo med 'Folkets skønhed' og 'Vi kunne alt' blevet allemandseje, men hendes tidlige værker har noget spændt og sprødt over sig, som de store brede fortællinger ikke har.

Opgør mellem natur og menneske

Beskrivelserne af Beatrice og Malcolm på deres ballonfærd, af Mikael, Agnes og den umælende Kate, og af landskaberne, som personerne bor eller rejser i, er eventyrlige på en foruroligende måde. Landskaberne, der ustandseligt og på et øjeblik forandrer sig.

På den måde er Pryds Helle i 'Vandpest' forud for sin tid og foregreb allerede i 1993 et opgør mellem naturen og mennesket, der resulterer i et landskab, der ikke er til at stole på; hvis stabilitet, mennesket ikke kan regne med.

'Vandpest' kan sagtens tåle en (gen)læsning, og sommeren er perfekt til mødet med dette frugtbare, foranderlige, pulserende landskab og dets melankolske indbyggere.

Gennem 20 år

Merete Pryds Helle debuterede i 1990 med novellesamlingen 'Imod en anden ro'.

'Vandpest' fra 1993 er hendes første roman og hænger sammen med den selvstændige fortsættelse 'Men jorden står til evig tid' fra 1996. Gennem 20 år har Pryds Helle skrevet en lang række romaner, sms-romaner, billedromaner og krimier under pseudonymet Liv Mørk.

I 2016 udkom 'Folkets skønhed', der for alvor blev en læsersucces, og som indbragte Pryds Helle boghandlernes pris 'De Gyldne Laurbær'. Hendes seneste udgivelse er den selvstændige fortsættelse 'Vi kunne alt' fra 2018.

Merete Pryds Helle er uddannet fra Forfatterskolen i København i 1990 og har en bachelorgrad i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.

Publiceret 24 July 2019 08:18