I Livreddertesten skal man blandt andet øve genoplivning og hjertemassage på dukker. Pressefoto

I Livreddertesten skal man blandt andet øve genoplivning og hjertemassage på dukker. Pressefoto

Kom i lære som livredder

Trygfondens Livredderpatrulje besøger Charlottenlund Strandpark 6. august med aktiviteter for hele familien

Der er lagt op til en oplevelsesrig dag i Charlottenlund Strandpark med aktiviteter for hele familien, når TrygFondens LivredderPatrulje kommer forbi tirsdag 6. august kl. 11-15.

Børnene kan prøve livreddernes udstyr, og sammen med deres forældre kan de tage Livreddertesten, hvor de skal igennem forskellige livredderdiscipliner, for eksempel padling på rescue-board, genoplivning på dukker og bjærgning af en person i vandet.

Diplom til børnene

Alle børn, der deltager i livreddertesten, får et livredderdiplom, og der bliver afsluttet med et holdbillede.

Man kan også komme i praktik som livredder, hvor man prøver livreddernes udstyr. Afhængigt af de lokale forhold er der mulighed for at svømme, padle på et rescue-board, deltage i en redningsaktion samt få hjælp til at blive en bedre svømmer i åbent vand.

Og så er der konkurrencer, hvor børnene dyster mod hinanden – rødt hold mod gult hold. Med inspiration fra den populære tv-serie 'Livredderne', der bliver vist på DR Ultra.

Turné til 50 strande

TrygFondens Livredderpatrulje turnerer rundt i landet til godt 50 strande for at oplyse om badesikkerhed og give børn og voksne en ekstra oplevelse på strandene.

"Vi bliver altid mødt af glade børn og voksne, som gerne vil vide mere om badesikkerhed og har en masse spørgsmål til livredderne. Badesikkerheden bliver leget ind gennem de mange aktiviteter," fortæller programchef i Trygfonden René Højer i en pressemeddelelse.

Livredderpatruljen har masser af udstyr med, som man kan prøve - blandt andet rescue-board. Pressefoto

Livredderpatruljen har masser af udstyr med, som man kan prøve - blandt andet rescue-board. Pressefoto

"Det er ikke kun børnene, der kan lære noget af livredderaktiviteterne. Mange i forældregenerationen er vokset op med rådene om ikke at gå længere ud end til navlen eller ikke at bade lige efter, man har spist. Det er myter, som vi gerne vil aflive," siger uddannelsesleder i Trygfonden Kystlivredning Michael Iwersen i pressemeddelelsen. "Vi opfordrer også forældrene til at gå i vandet med deres børn frem for at holde øje med dem fra stranden, for ulykker i vandet kan ske hurtigt," fortsætter han.

200 kystlivreddere

Livredderpatruljen er en del af TrygFonden Kystlivredning, der har cirka 200 specialuddannede kystlivreddere, som passer på badegæsterne på 36 strande og havnebade i Danmark.

Lær med Livredder-appen

Med appen 'Livredder' kan børn lære om badesikkerhed og at redde liv.

Børnene stiger i level ved for eksempel at redde strandgæsternes liv, give kunstigt åndedræt og hjertemassage samt svare på spørgsmål om badesikkerhed. Det sker blandt andet ved at puste i og trykke på telefonen.

TrygFonden står bag appen, der kan downloades gratis til både Android og iOS. Man kan læse mere om sikkerhed ved og i vand på www.respektforvand.dk. Her kan man også se alle de steder, der får besøg af Livredderpatruljen.

jesl

Program 6. august

  • Kl. 11.00: Livredderne byder velkommen og præsenterer deres udstyr
  • Kl. 11.10: Demonstration af en redningsaktion
  • Kl. 11.20: Lær stranden at kende – livredderne forklarer om strandens forhold
  • Kl. 11.30-12.30: Aktiviteter for børn og deres forældre
  • Kl. 13.30-15.00: Programmet gentages med livredderne i aktion og aktiviteter

Publiceret 28 July 2019 13:15