En revy-legende træder ind i sit rette element. Ulf Pilgaard på vej ind på scenen til åbningsnummeret. Foto: Maria Overgaard Vinther

En revy-legende træder ind i sit rette element. Ulf Pilgaard på vej ind på scenen til åbningsnummeret. Foto: Maria Overgaard Vinther

Showtime og sceneskift: Med May og Leth bag tæppet

Maria Overgaard Vinther fra Villabyernes ungeredaktion SPALTET fik lov at komme på besøg bag scenen i Cirkusrevyen. Et sted, hvor man nemt står i vejen, og hvor hvert sekund tæller. Men også et sted, hvor der er tid til latter og puslespil

Af
Maria Overgaard Vinther

Forestillingsleder Jacob Dahl giver mig hånden en sen fredag eftermiddag i juli foran Cirkusrevyen. Han byder mig velkommen, og sammen går vi fra hovedindgangen ind i det varme revytelt.

Det er tomt nu, men om blot 75 minutter vil et grinende publikum fylde teltet op. Der arbejdes i alle kroge af salen. Leges med lys og lyd, imens baren gøres klar.

På scenen varmer danserne op badet i det blå scenelys, nogle sammen og andre alene i et hjørne iført høretelefoner. De strækker og bøjer sig som vilde kludedukker.

Pludselig lyder der beats fra en lille højttaler, og danserne løber rundt og skiftes til at lave øvelser ligesom i ’Kongens efterfølger’.

Ved siden af scenen står Ulf Pilgaard i egen, meget høje person og spejder rundt i teltet. Da jeg præsenterer mig, rækker han mig hånden og giver mig et smil, som er næsten ligeså bredt, som han er lang.

Jacob Dahl viser mig om bag scenen, hvor jeg finder en nynnende Lisbet Dahl, der lægger et par brikker på et stort puslespil placeret på marmorbordet foran hende. 1.500 brikker står der på pakken med et billede af en italiensk gade, som hun hyppigt sammenligner en brik med.

Der mangler omkring en ottendedel af brikkerne i det færdige billede, og hun fortæller, hvordan det har ligget der i flere uger. Da Jacob Dahl, der er hendes søn, kommer og lægger en brik, supplerer han med, at det er sæsonens tredje.

Kaffemaskinen overfor er, udover puslespillet, et samlingspunkt. Her gives krammere og venskabelige puf, mens den sorte kaffe fylder kopperne.

Ulf tager en kop med ud i revygården, hvis borde er beklædt med rødhvidternede duge. Her sætter han sig i en hvid plastikstol med en softice i den ene hånd og en kop kaffe i den anden. Her godt en time inden showstart sidder han roligt og kigger i sin smartphone og nyder solen.

“Det er Ulfs plads, og det er lidt en uskreven regel, at det kun er ham, der må sidde der,” fortæller danseren Oliver Melander mig, da jeg spørger ind til revytraditioner.

Ulf Pilgaard nyder en softice til kaffen på sin plads i revygården. Foto: Maria Overgaard Vinther

Ulf Pilgaard nyder en softice til kaffen på sin plads i revygården. Foto: Maria Overgaard Vinther

Jeg rejser mig forfjamsket fra den hvide plastikstol, som jeg sidder i, af frygt for, at den eventuelt tilhører en anden skuespiller. Vi afbrydes af jubel inde fra opholdsrummet. Gennem glasdøren kan jeg se, at det er lykkedes Lisbet at lave et af de svære huller i puslespillet.

Dirchs garderobe

Garderoberne er de originale fra Dirch Passers tid. Dog ligner Dirch Passers gamle garderobe, som er tættest ved scenen, mest et lagerrum med strygebræt og velorganiserede kasser med mærkater som 'Strømper', 'Vaskeposer' og 'Skogrej'.

Et par sort-hvide fotos af Dirch hænger på væggen, men ellers mærker man ikke noget til, at det er en afdød revylegendes garderobe.

Lidt længere nede ad gangen finder man en anden revylegendes garderobe, nemlig Ulf Pilgaards. Den er langt mere festligt dekoreret med hylder fulde af gaver og bamser samt farverige karikaturtegninger af ham selv på væggen.

Lise Baastrup lægger eyeliner i sin garderoben. Hun er ikke nervøs, men spændt på, hvordan dagens publikum vil reagere. Foto: Maria Overgaard Vinther

Lise Baastrup lægger eyeliner i sin garderoben. Hun er ikke nervøs, men spændt på, hvordan dagens publikum vil reagere. Foto: Maria Overgaard Vinther

Der er nu 40 minutter til forestillingsstart. I Lise Baastrups garderobe er der fuld gang i makeuppen. Jeg spørger hende, om hun bliver nervøs inden et show, og hun fortæller, at det ikke er tilfældet længere.

“Til gengæld reagerer publikum forskelligt fra aften til aften, hvilket spændingen ligger i,” siger hun.

Hun fortæller, at revy er et sammenspil mellem publikum og scenen, og publikum har altså en afgørende indflydelse på aftenens succes.

Ingen af de medvirkende virker nervøse. Bag scenen hersker en ro, kun afbrudt af grin, mens en paryk sættes på hovedet. Danseren Oliver forklarer mig, at det nok skyldes rutinen.

“Det er sæsonens 48. show, så vi ved efterhånden godt, hvad der skal ske,” siger han og nikker genkendende til Lise Baastrups kommentar om publikum.

"Især som danser mærker man tydeligt forskel. I nogle shows føler vi os mest som en slags pauseklovne eller 'filler', mens publikum andre dage er helt vilde med os."

Klar-Parat-Showtime!

Vi kommer tættere på forestillingsstart, og gennem højttalerne på scenen kan jeg høre publikum ankomme. Bandet begynder også at møde ind. De går alle ind ad en dør, for efter et par minutter at komme ud igen - nu iklædt smoking.

Jacob Dahl henter mig op til scenen og giver mig et headset på, så jeg kan høre, hvad der sker omkring mig. Og på den måde heller ikke står i vejen.

“I revyer skal det gå hurtigt, og der er mange kostumeskift, så man kan derfor let komme til at stå i vejen,” forklarer han.

Han trykker på en knap, der får klokken i salen til at ringe for tredje gang. Dette indikerer også for skuespillerne, at de skal op i salen og hilse på publikum inden showstart. Lisbet Dahl er den første i salen. Hun råber god fornøjelse til en række, som råbende takker hende.

Når skuespillernes mikrofoner tændes, indikerer det, at showet starter.

Jeg bevæger mig om backstage, hvor jeg i det blå backstagelys møder Ulf Pilgaard iklædt et blåternet jakkesæt. Han fløjter og tripper på den lille stol, han sidder på, koncentreret i blikket, men synger så lidt med på åbningssangen, der er startet inde på scenen. Han kigger ned mod sine fødder, mens hans mund danner lydløse ord - måske gennemgår han sine replikker.

Halvvejs inde i åbningssangen træder han ud på scenen og agerer, at han kommer for sent, til stor begejstring for publikum, der giver ham det hidtil største bifald.

Hurtige kostumeskift

Efter sangen har Lise Baastrup et lynskift. På otte sekunder får hun smidt den hvide kjole fra sangen og står nu i en moderne husmorkjole klar til næste sketch. Hun når akkurat ind på scenen, og jeg tager mig selv i at ånde lettet op.

Påklæder Susanne Lassen hvisker til mig, at rekorden for lynskift i cirkusrevyen er seks sekunder og fortæller, hvordan der er tre områder til tøjskift.

Danserne er klar til et af deres tre dansenumre. Foto: Maria Overgaard Vinther

Danserne er klar til et af deres tre dansenumre. Foto: Maria Overgaard Vinther

Har man god tid, gøres det i garderoben, har man travlt, er det baren mellem scenen og garderoben, og har man rigtig travlt, gøres det ved sidescenen, som jeg netop overværede Lise gøre.

Jeg står og beundrer nogle farverige mexicanske kjoler til en sketch om Donald Trump, da Henrik Lykkegaard, dansende mod garderoben, sender mig et stort tandsmil, tydeligt påvirket af adrenalin og energien fra publikum.

Han krydser revyens nyeste medlem Karsten Jansfort, der allerede er i rollen som den berusede, velsorterende skraldemand fra Bakken. Inde fra teltet kan jeg høre publikums højlydte latter.

Jacob Dahl tager mig med under scenen til elevatorkælderen, hvor man kan høre de meget præcise og synkrone fodtrin fra et dansenummer oppe på scenen. Dansen ender i en stor klapsalve, og nu er det en af Ulf Pilgaards monologer, der er i gang.

Jeg får øje på suffløsen Yvonne Tabart, eller det vil sige hendes hals og ned. Hendes hoved stikker op gennem et hul til scenen, hvor hun har kontakt til medspillerne.

Hendes fod stepper lidt med til musikken, imens hun bladrer i manuskriptet foran hende og en gang imellem giver Ulf Pilgaard stikord.

Lise Baastrup sidder klar til at køre op med elevatoren og mærker stemningen gennem hullet i scenegulvet. Foto: Maria Overgaard Vinther

Lise Baastrup sidder klar til at køre op med elevatoren og mærker stemningen gennem hullet i scenegulvet. Foto: Maria Overgaard Vinther

Lise Baastrup kommer ned i kælderen og sætter sig på en stol på den ene elevator. Her taler hun med Jacob Dahl om et feriested øst for Malaga, lige indtil elevatoren kører, og hun forsvinder op gennem gulvet.

Samlet om puslespil

I opholdsrummet under andet akt lægger den lille familie; Lisbet Dahl med sin søn Jacob Dahl og sin svigerdatter Lise Baastrup puslespil sammen.

“Mangler du noget blåt?” spørger Lise.

“Nej, men jeg har fundet noget streg,” svarer Lisbet.

Familien Lise Baastrup, Lisbet Dahl og Jacob Dahl arbejder på revysæsonens tredje puslespil. Det er ikke altid lige nemt og kræver stor koncentration. Foto: Maria Overgaard Vinther

Familien Lise Baastrup, Lisbet Dahl og Jacob Dahl arbejder på revysæsonens tredje puslespil. Det er ikke altid lige nemt og kræver stor koncentration. Foto: Maria Overgaard Vinther

Trods koncentrationen over puslespillet hører de stadig alt, hvad der sker på scenen, fortæller Lise.

Det viser sig at være rigtigt, da de tre af og til får sagt en replik i munden på Ulf, der fra højttalerne nu lyder som Jørgen Leth.

Henrik Lykkegaard griner med en påklæder, imens han tager en hat ovenpå parykken. Det er kronen på værket som Rasmus Paludan. Da han kommer tilbage, tager han et blåt Theresa May-kostume på, hvorefter han rutineret lægger en rød læbestift. Jeg fortæller ham, at han ser godt ud, og han svarer grinende: ”Ja, det tror jeg så ikke på."

Henrik Lykkegaard lægger ny læbestift til rollen som Theresa May, mens Ulf Pilgaard netop har afsluttet sin sketch som Jørgen Leth. Foto: Maria Overgaard Vinther

Henrik Lykkegaard lægger ny læbestift til rollen som Theresa May, mens Ulf Pilgaard netop har afsluttet sin sketch som Jørgen Leth. Foto: Maria Overgaard Vinther

Madklub og tv-bøffer

Hen mod slutningen af revyen samles alle backstage. Pigerne i flotte røde kjoler, der matcher i farven på mændenes jakkesæt. De synger og danser, og efter en lang stående applaus kommer de ud til mig. Jeg stiller mig med kameraet, og alle, der passerer mig, sender kameraet en fjollet grimasse eller posering. Alle tydeligt høje på revyenergien. Henrik fortæller med et smil, at han kun lavede to fejl i dag og får en gruppe af danserne til at grine.

Men dagen er ikke slut endnu. For om blot en time starter det hele forfra.

Jeg går ned i garderoberne, hvor de fleste har skiftet til deres eget tøj, og der har spredt sig en herlig duft af mad.

Suffløsen sidder klar ved det ene af sofabordene, hvor hun har dækket op til tre omkring et langt fad. Lisbet Dahl sætter sig ved den ene tallerken og spørger “Ahh, hvad skal vi så have i dag?”. Mens de river i sølvpapiret af en thaiinspireret kyllingesalat, fortæller de, at revyen har små madklubber de tre dage om ugen, hvor der spilles to forestillinger på én dag. Lisbet, påklæderen Susanne og suffløsen Yvonne har en klub sammen, for så passer det med en ret hver.

Udenfor ved grillen står James Price i sit helt eget bamseagtige humør og steger bøffer til sin madklub - nemlig bandet. Det sker i fuld tv-køkken stil, og James er ikke bleg for at lege lidt med kameraet, da jeg tager et par billeder af ham, der vender bøfferne.

Bandet er heldige, for i dag er det James Price, der laver aftensmad til deres lille madklub. Menuen står på store saftige grillbøffer. Foto: Maria Overgaard Vinther

Bandet er heldige, for i dag er det James Price, der laver aftensmad til deres lille madklub. Menuen står på store saftige grillbøffer. Foto: Maria Overgaard Vinther

Ulf sætter sig tydeligt begejstret på sin stol, hvor der på bordet foran ham er serveret en tallerken stegt flæsk med persillesovs og kartofler. Danserne spiser grønne salater og gulerødder med humus.

En ekstra omgang

Efter folk har spist, går de igen hver til sit og begynder at retouchere makeup og hår. Det annonceres til castet gennem højttalerne, at James efter forestilling giver en lille en som tak for sin 20 års jubilæumsfest, hvor han blev overrasket med lagkage på scenen.

Jeg forlader nu backstage og følger med lyddesigner Claus Wolter ud i salen, hvor jeg fra lydpulten til min store glæde får lov at overvære dagens anden forestilling.

Jeg kravler op ad stien til tårnet, hvor jeg får min egen stol helt forrest. Lægger kamera og notesblok fra mig, og da lyset dæmpes, læner jeg mig tilbage for at gøre mig klar til at blive underholdt – denne gang som publikum.

Publiceret 02 August 2019 11:21