Forfatteren Jussi Adler-Olsen er ugens læser. Foto: Tine Harder

Forfatteren Jussi Adler-Olsen er ugens læser. Foto: Tine Harder

Jussi Adler-Olsen: "Jeg læser helst originale forfattere med originalt sprog og plots, der kan få tårekanalerne til at sprænges, og lattermusklerne til at vrides af led."

Jussi Adler-Olsen, forfatter.

Hvilken roman har du sidst læst?

"Jeg er i fuld gang med Carsten Jensens 'Hovedspringere' - den har jeg endda læst to gange. Det er en ganske kort, men fuldstændig fabelagtigt skrevet bog, som alle kan læse. Det er et svært emne, han beskæftiger sig med (flygtninge), men hans synspunkter tangerer på mange måder mine egne - også dem jeg beskæftiger mig med i min nyeste bog 'Offer 2117'."

Hvem er dine favoritforfattere?

"Jeg læser helst originale forfattere med originalt sprog og plots, der kan få tårekanalerne til at sprænges, og lattermusklerne til at vrides af led. Mange forskellige og i mange genrer. En af dem, jeg holder meget af, er John Steinbeck."

Hvad er din favoritgenre?

"Jeg er nysgerrig - alle genrer appellerer til mig på forskellige tidspunkter."

Har du nogensinde opgivet en bog?

"Ja da, tit. Den skal fænge mig, ellers skal jeg videre til noget andet. Jeg synes ikke, at man skal læse en bog færdig for bogens skyld. Man skal læse for sin egen fornøjelse og læring."

Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?

"Der er så mange vidunderlige bøger, at jeg helst ikke vil fremhæve én frem for en anden. Så måske skal jeg bare sige: Mine egne – ha ha!"

Publiceret 03 August 2019 09:11