'Løfte ved daggry' er en forrygende, rørende og faktisk ganske morsom udviklingshistorie. Pressefoto

'Løfte ved daggry' er en forrygende, rørende og faktisk ganske morsom udviklingshistorie. Pressefoto

Filmstriben anbefaler: Et moderdyrs mange ambitioner

Charlotte Gainsbourg er fremragende som den altdominerende mor Nina i 'Løfte ved daggry'

Af
Thomas Kastberg

ansvarlig for filmklubben på Gentofte Hovedbibliotek

Den succesfulde franske forfatter Romain Garys liv var ufatteligt spektakulært. Det skyldtes ikke mindst, at han hele sit liv forsøgte at leve op til sin mors drømme og ambitioner. Det er der kommet en yderst underholdende og rørende film ud af.

'Løfte ved Daggry' af Éric Barbier tager sin begyndelse i 1960 i Mexico, hvor en midaldrende (og tilsyneladende syg) Romain Gary er i gang med at skrive sin selvbiografi. Den bog, der kommer til at hedde 'Morgenrødens Løfte' - et af Garys hovedværker.

Herfra udvikler filmen sig til en klassisk biopic med flashbacks - først til Romains barndom i Vilnius (i det daværende Rusland). Her vokser den faderløse Romain op i en tid præget af økonomisk usikkerhed.

Men Romains mor Nina er kreativ, ukuelig og finder sig ikke i noget som helst. F.eks. henter hun en falleret russisk skuespiller ind, der skal 'spille' en berømmet parisisk modedesigner, der indstuderes i at skamrose hendes kreationer. Selvfølgelig foran Vilnius’ fornemste damer der - heldigvis - ikke gennemskuer fupnummeret. Kunderne strømmer til, og for noget tid er de sikret en solid indkomst.

Lykken varer imidlertid ikke ved for den lille jødiske familie, for antisemitismen begynder at få tag i den russiske befolkning. De flytter til Nice i Ninas elskede Frankrig, hvor hun bliver bestyrer af et lille hotel lige ved Rivieraen. Alt synes godt igen, og teenageren Romain stortrives.

Nina har enorme ambitioner på sin søns vegne. Fra barnsben indstuderes den kuede Romain i pæne manerer og hvordan man elegant omgås de højere samfundslag. Hun fortæller alt og alle, at hendes søn en dag bliver en verdensberømt forfatter, at han bliver fransk ambassadør, diplomat, militærhelt og damernes ven.

De fleste ryster på hovedet af hende og kalder hende småskør. Hun skaber gang på gang pinlige situationer for den unge Romain, som i de fleste tilfælde står magtesløs over for moderdyrets følelsesudbrud.

Egentlig havde Romain som barn mest talent for (og lyst til) at male, men det sætter Nina hurtigt en stopper for. For som hun pådutter ham: "Hvad skete der med Van Gogh og Gauguin. Van Gogh blev sindssyg og begik selvmord, og begge opnåede først anerkendelse efter deres død. Du skal være berømt, mens du lever."

Romain bliver optaget på jurastudiet i Paris, hvor han nyder sin frihed og ikke mindst de unge damers gunst. Lovparagraffer har dog ikke hans store interesse, så han kaster sig for alvor over skrivekunsten og får trykt flere noveller i litterære tidsskrifter.

Herefter kalder militæret. Da han er jøde, bliver han som den eneste forbigået ved dimitteringen af nye sekondløjtnanter i flyvevåbnet. Han ved, at den årsag aldrig ville kunne accepteres hos hans mor, så da han returnerer til Nice, lyver han og siger, at det var hans straf, fordi han forførte kommandantens kone. Casanovaer og Don Juan-typer kan altid tilgives. Senere besættes Frankrig, og Romain flygter til England for at gøre tjeneste som pilot under de Gaulle hos de franske tropper. Her viser han dristighed og et vovemod, der belønnes med bånd og stjerner. Endda overrakt af de Gaulle selv. Nu må mor da for alvor være stolt.

I Frankrig er Romain Gary en legende af de helt store. For rent faktisk indfrier han alle sin mors enorme ambitioner - og flere til.

Og han arver sin mors snarrådige kreativitet. F.eks. skrev han en af alle tiders franske bestsellere 'Du har jo livet foran dig' under pseudonymet Emile Ajar. Bogen indbragte ham hans anden Goncourt pris (Frankrigs fornemste), og da samme forfatter ikke må modtage prisen to gange, indrømmede Romain Gary først i sit selvmordsbrev af 1980, at han var Ajar.

Charlotte Gainsbourg er fremragende som Garys altdominerende mor, Nina. Hun spiller med vilter latinsk energi og viser nye udadvendte sider af sit multitalent.

Det lysende talent Pierre Niney, kendt fra det sort-hvide efterkrigsdrama 'Frantz', er også overbevisende.

'Løfte ved daggry' er en forrygende, rørende og faktisk ganske morsom udviklingshistorie. Fyldt med flotte billeder og generelt en fryd for øjet. Og man behøver ikke at kende til Romain Gary eller være frankofil for at nyde den.

Publiceret 11 August 2019 11:24