Selma vinder talentpris: "Jeg kobler mig selv ind i en bobbel, så jeg føler mig mindre nervøs."

12-årige Selma Teilmann fra Dyssegård har som årets yngste musiker fået Jacob Gades Talentpris

Af
Gry Brøndum

Godt nok har hun fået en pris alene for sit talent på violinen ved en koncert i Tivoli her i weekenden. Men for kammermusikeren Selma Teilmann fra Dyssegård er samspillet vigtigst.

12-årige Selma spiller i dagligstuen for mig, mens jeg fotograferer hende. Der er håndværkere, der borer og fræser ude på haveterassen. Det lille klik fra kameraet blander sig forstyrrende ind i de lange toner fra violinen, der alligevel på een eller anden måde visker de andre lyde væk og vækker længsel og smerte indeni.

Hvordan kan sådan en ung pige med en violin tale til mig med så store og stærke følelser?

Rørende præstation

Men det kan hun tydeligvis, og det gjorde hun så godt i foråret ved Berlingske Tidendes Musikkonkurrence, at juryen, som havde fulgt hende de foregående to år, virkelig fik øjnene op for hendes talent.

Dengang i foråret fik hun så en førstepræmie, fortæller Selmas mor Iben Teilmann, der selv spiller bratsch.

"Hun var meget til stede i musikken med koncentration og klang og dedikation. Det var meget rørende for mig som mor."

Selma Teilmann har efter syv års daglig violinspil vundet Talentpris. Foto: Gry Brøndum

Selma Teilmann har efter syv års daglig violinspil vundet Talentpris. Foto: Gry Brøndum

Og nu har Selma så i weekenden ved Tivoligardens 175 års koncert fået Jacob Gades Talentpris, som gives til lovende danske musiske talenter,

Det er ikke, fordi Selma ikke kender til at være nervøs, når hun skal performe. Det husker hun allerede fra sin første koncert som lille pige, hvor hun spillede en dyster melodi: De to Grenadier. "Så legede jeg med en veninde bagefter," siger hun og smiler lidt genert.

Selma valgte selv violinen, da hendes musikerforældre spurgte hende, hvad hun gerne ville spille. Selmas lillesøstre spiller cello og violin, og far og mor har spillet i symfoniorkesteret Det Kongelige Kapel, hvor far spiller tromet.

Trygheden i samspillet

Og tilbage ved Berlingske Tidendes Musikkonkurrence i maj var musikken i Selmas familie også en ekstra støtte, da mors søster akkompagnerede hende ved klaveret og de sammen spillede Kreisler Præludium og Allegro, som er et af Selmas favoritstykker lige nu:

"Det var dejligt at have nogen, jeg kendte ved klaveret. Det gjorde mig tryg, og vi kunne tale sammen under prøverne, fordi vi kendte hinanden."

Og måske derfor kunne Selma give sig sådan hen til sit violinspil, at alle der lyttede kunne høre hendes passion.

"Det bedste sted i det stykke, er det dramatiske punkt i musikken, hvor jeg spiller mega-hurtigt og højt oppe på e-strengen. Jeg elsker bare det sted," siger hun.

Hop på stedet og ind i boblen

Juryen. der gav Selma førstepræmie ved koncerten i maj, lagde vægt på, at hun var teknisk dygtig og havde en stor modenhed i sit violinspil. Og Selma øver sig da også på sin violin i en time til halvanden hver eneste dag. Hun laver skalaer - som nu i e-dur - og øver sine koncertstykker.

Og når hun så skal præstere, så har hun sin helt egen teknik, som hun også brugte ved Berlingske Tidendes musikkonkurrence:

"Jeg kobler mig selv ind i en bobbel, så jeg føler mig mindre nervøs. Før laver jeg nogle afslapningsøvelser, hvor jeg hopper op og ned og lader armene dingle - lige et minuts tid, inden jeg skal ind på scenen."

"Når jeg er inde i boblen, så koncentrerer jeg mig om mit stykke og føler, at jeg spiller for mig selv. Det er mig selv, jeg skal performe for. Så går det bedre."

Suzuki Instituttet

Selma startede med at spille violin, da hun var 5 år, og dengang øvede hun sig først et kvarter om dagen og siden en halv time - og det er særligt vigtigt at øve sig hver dag, hvis man skal blive rigtig dygtig, fortæller mor Iben Teilmann.

Selma lærte at spille på Suzuki Instituttet, hvor man lærer at spille efter gehør frem for noder. Hun havde ugentlige solo-timer og fælles timer, hvor hun husker, at hun spillede ABC-sangen og Maj-sang med de andre små musikspirer. Og netop Suzuki Instituttet har dannet ramme for meget af Selmas sociale liv også:

"En del af det at spille violin for mig er, at jeg har en masse venner på Suzuki Instituttet, hvor vi sammen spiller kammermusik. Det er rigtig hyggeligt, for så er man heller ikke helt alene til koncerterne."

Selma Teilmann har dette råd til forældre, der gerne vil vække en musikinteresse hos deres børn:

Selma Teilmann har dette råd til forældre, der gerne vil vække en musikinteresse hos deres børn: "Spil god musik for dem og opmuntr dem til at elske musikken og øve sig." Foto: Gry Brøndum

Når musikere spiller kammermusik, spiller hvert instrument sin egen stemme, og på den måde kan man sige, at musikerne "taler med hinanden" gennem deres instrumenter.

Og når jeg i dagligstuen under fotograferingen lytter til Selma spille, så er det som om, det kan høres, at hun har evnen til dyb koncentration i sig men også, at hun gerne vil tale med os, der lytter. At hun ligesom "fortæller" med toner og har hjertet med i sin musik.

Fodbold

Med tanken om Selma som en rigtig holdspiller, er det måske ikke så underligt, at hun med et kæmpe smil fortæller mig, at hun også spiller fodbold ved siden af sit liv som skoleelev i 7. klasse.

"Skal du så være violinist på allerhøjeste plan?" Spørger jeg til sidst vel vidende, at Selma trods sine kun 12 år allerede har prøvet at vinde 2. præmie i en ungdomskonkurrence i Slovakiet med sin trio og flere gange har optrådt som solist som medlem af Zapolsky-strygerne.

"Nej - jeg skal være musiker i en kvartet, eller et orkester. Måske et par gange med en solo-koncert. Men jeg tror, der ville blive alt for mange nerver på, hvis jeg skulle det alene."

På spørgsmålet om et godt råd til andre, der gerne vil være dygtige til at spille, har Selma klart fokus på det sociale frem for den hårde disciplin, der også ligger i successen.

Hvilket råd vil du give en mor eller far, der gerne vil give sit barn mulighed for at blive en dygtig musiker som du?

"Jeg vil råde til at spille god musik for dem og opmuntre dem til at elske musikken og øve sig."

Lyt til Selma på Villabyernes net-side villabyerne.dk, hvor vi deler en koncertvideo med Selma fra Berlingskes musikkonkurrence. Du kan også gå ind og Like Villabyernes Facebook-side, hvor vi også har delt videoen.

Jacob Gades Legat

Jacob Gades Legat uddeltes under Tivoli-Gardens fødselsdagskoncert lørdag den 17. august. Legatet er uddelt årligt siden 1964, og pengene kommer fortrinsvis fra komponisten Jacob Gades verdensberømte Tango Jalousie fra 1925, verdens mest spillede danske musikstykke.

Med talentprisen fra Jacob Gades Fond følger udover æren og de 45.000 kroner, også en invitation til et program, hvor Selma kommer til at spille sammen med andre særligt talentfulde børne-musikere.

Publiceret 23 August 2019 11:42