Lokale frivillige borgergrupper prøver stadig at få kultur ind i bygningerne i Charlottenlund Slotshave. Arkivfoto
Lokale frivillige borgergrupper prøver stadig at få kultur ind i bygningerne i Charlottenlund Slotshave. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kulturfolk klager over lokalplan

Et stort antal ungdomsboliger vil skade Charlottenlund Slotshave, mener kulturelle kræfter, der nu har sendt nyt lokalplanforslag ind til Planklagenævnet

Fakta

Planklagenævnet er et selvstændigt og uafhængigt klagenævn inden for planområdet. Oprettelsen af Planklagenævnet er et led i opdelingen af Natur- og Miljøklagenævnet. Planklagenævnet bestræber sig på at afgøre en sag inden for 12 måneder. Kilde: Naevneneshus.dk

Kampen om, hvad Charlottenlund Slot og de tilhørende bygninger skal bruges til, fortsætter.

Senest har Gentofte Kommunes Kommunalbestyrelse sendt et lokalplanforslag i høring, der siger, at de eksisterende bygninger i slotshaven kan bruges til ungdoms- og kollegieboliger, mens det tidligere Danmarks Akvarium derudover kan rumme liberalt erhverv, restaurant/café, fitness, wellness og kulturelle aktiviteter. Ligesom selve slottet også kan få kultur inden for dørene.

I beskrivelsen af forslaget står der, at kommunen ikke mener, der bliver behov for at få lavet en miljøvurderingsrapport, der undersøger, hvordan planen kommer til at påvirke stedets miljø.

Men det går ikke, mener det lokale kulturfolk, som gennem flere år har arbejdet for, at musik, kunst og teater får lov til at sætte stemningen for slotshaven. Derfor klager de nu til Planklagenævnet.

“Vi mener, at en så massiv udbygning af ungdomsboliger må få både nogle miljømæssige konsekvenser og nogle konsekvenser for den kulturarv, der er i området. Det, synes vi, skal undersøges og belyses via en miljøvurdering af området,” siger Kim Tverskov fra borgergruppen Kulturvision Charlottenlund, der er et af de kulturinitiativer, der gerne vil leje flere af bygningerne, som ligger i tilknytning til Charlottenlund Slot.

Handler det her om, at I ikke har fået jeres vilje?

“Det er klart, at vi stadigvæk håber på, at vi kan overtale kommunalbestyrelsen, og der er vel, hvad høringen skal bruges til - at finde ud af, hvilke holdninger, der er til sagen. Vi håber stadigvæk at få kultur ind i de øvrige bygninger.”

Ingen stor forandring

Hos Gentofte Kommune er man uenig i, at den nye lokalplan kommer til at forandre området så meget, at en miljøvurdering er nødvendig.

“Der skal efter reglerne udarbejdes miljøvurderingsrapport med beskrivelse af konsekvenserne af et nyt byggeri/større anlæg, når en plan giver mulighed for at etablere nye bygninger eller større anlægsarbejder. Denne lokalplan har en bevarende karakter, der – udover at fastlægge anvendelsen af bygningerne – har til formål at sikre at bygningerne ikke nedrives eller ombygges udvendigt. Slotshaven er i dag åben for offentligheden og planen ændrer ikke herved. Der er således ikke tale om en så væsentlig påvirkning af miljøet, at der skal udarbejdes en miljøvurderingsrapport,” siger chef for plan og byg, Michael Holst i et skriftligt svar til Villabyerne.

Forslag til lokalplan 397 er i offentlig høring frem til 21. august. Kim Tverskov og company håber, at deres klage vil få Gentofte Kommunalbestyrelse til at genoverveje, hvad bygningerne i Charlottenlund Slotshave skal rumme.

“Vi har ikke noget imod ungdomsboliger, men vi mener, der skal være en bedre balance mellem kultur, erhverv og boliger. Der er jo planlagt at bygge ungdomsboliger andre steder i kommunen, så reelt kan vi ikke se, at er der er behov for at lave ret mange ungdomsboliger i slotshaven,” siger Kim Tverskov.

Publiceret: 12. Juli 2017 11:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!