DEBAT:

Hvad kæmper regionen for?

Thomas Madsen, Søborg Hovedgade 28, 1.tv., Dyssegård

Kære regionsråd og regionrådsformand.

Staten er ret aktive i at flytte statslige arbejdspladser fra København til Jylland, da de vil have et Danmark i 'Bedre Balance'. Samtidig kræver Landdistrikternes Fællesråd, at staten skal investere mere i udkants-Danmark og mindre i Region Hovedstaden, hvor eliten bor og bare rager til sig.

Jeg ved, at Københavns Kommune har landets største arbejdsløshed, målt i personer i forhold til kommunens størrelse. I Region Hovedstaden bor der andre end eliten, her bor også helt almindelige arbejdere og funktionærer, som ikke hører til magten eller er superrige. De mangler også arbejde og kæmper for et eksistensminimum.

Vi har også andre områder, som kunne trænge til arbejdspladser, såsom Hundested, Ramløse, Frederiksværk og Jægerspris. Områder, du ikke bare lige kommer forbi.

Lige nu er det politisk in at sende midler til jyderne og flytte arbejdspladser derover. Samtidig er Region Hovedstaden fuldstændig tavse og skaber ikke en modvægt til den ene tale, jyderne kommer med i øjeblikket, og de bliver sure, når der investeres i Region Hovedstaden fra staten.

Hvornår har Regionsrådet og regionrådsformanden tænkt sig at være en modvægt til denne ensidige råben? Hvornår bliver de almindelige borgere i Region Hovedstaden interessante at kæmpe for, og hvornår bliver Region Hovedstadens yderområder interessante for regionen at kæmpe for?

Jeg ved ikke, hvad det er I vil kæmpe for, derfor spørger jeg.

Publiceret 01 November 2017 16:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV